Er Putins general blevet anholdt

Ifølge russiske medier er vicestabschef anholdt efter meldinger om, at han kendte til Wagner-gruppens oprør

Offentliggjort Sidst opdateret

Ruslands regering er tavs om en af landets øverste generaler, vicestabschef Sergej Surovikin.

Han er ikke blevet set eller hørt fra i offentligheden siden lørdag. Den dag stod han frem i en video og appellerede til chefen for den private hær Wagner, Jevgenij Prigozjin, om at opgive sit oprør mod Ruslands militære ledelse.

Anholdt efter oprør

Kilder med kendskab til amerikanske og ukrainske efterretningsrapporter siger til nyhedsbureauet AP, at general Surovikin menes at være blevet anholdt i dagene efter Wagner-gruppens oprør.

Det samme skriver det uafhængige russiske dagblad Moscow Times.

Det er uklart, om han i givet fald er tiltalt for noget, og hvor han bliver tilbageholdt. Og oplysningen er ikke officielt bekræftet.

I Moskva siger præsident Vladimir Putins talsmand torsdag, at generalens færden er et spørgsmål for landets forsvarsministerium.

Arbejder sammen

Talsmanden, Dmitrij Peskov, kalder det "spekulation", når medier som det amerikanske New York Times onsdag skrev, at Surovikin angiveligt på forhånd kendte til Wagner-gruppens oprør.

På spørgsmålet om, hvorvidt Putin stadig har tillid til Surovikin, svarer talsmanden, at præsidenten som landets øverstkommanderende samarbejder med forsvarsminister Sergej Sjojgu og landets hærchef, Valerij Gerasimov.

Prigozjin har de sidste mange måneder anklaget Sjojgu og Gerasimov for at være for langsomme til at sende ammunition til frontlinjen i Bakhmut i Ukraine.

Var 200 km fra Moskva

Men han anses for at være tæt på Surovikin. Tidligere i år blev sidstnævnte skiftet ud med Gerasimov som leder af de russiske styrker i Ukraine.

Wagner-gruppen rykkede lørdag op gennem Rusland og stoppede angiveligt 200 kilometer fra Moskva.

Oprøret blev afblæst for at "undgå at udgyde russisk blod" med en aftale, der blev til ved hjælp af Belarus' præsident, Aleksandr Lukasjenko.

General Sergej Surovikin (t.v.), der her modtager en orden af præsident Vladimir Putin, menes at være blevet anholdt efter weekendens dramatiske begivenheder, hvor Wagner-gruppen gjorde oprør mod den militære ledelse i Rusland. (Arkivfoto).
General Sergej Surovikin (t.v.), der her modtager en orden af præsident Vladimir Putin, menes at være blevet anholdt efter weekendens dramatiske begivenheder, hvor Wagner-gruppen gjorde oprør mod den militære ledelse i Rusland. (Arkivfoto).

WAGNER-GRUPPEN

Wagnergruppen (russisk: Группа Вагнера, Gruppa Vagnera også kendt som Group Wagner, PMC Wagner, ChVK Wagner, (Russisk: ЧВК Вагнера, tr. TJVK Vagnera)) er en russisk paramilitær organisation. baseret i Krasnodar kraj.

Organisationen har været aktiv i en række konfliktområder og har deltaget i flere konflikter i Afrika, Mellemøsten og i Ukraine. Organisationen har deltaget i operationer i Borgerkrigen i Syrien på den syriske regerings side, og fra 2014 til 2015 i Krigen i Donbass i Ukraine til støtte for separatisterne i de selverklærede folkerepublikker Donetsk og Luhansk og ved Ruslands annektering af Krim og under krigen i Ukraine i 2022.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS