Eneste mand til posten
Tavs Jens Stoltenberg eneste kandidat som Natos generalsekretær
Jens Stoltenberg er nu ifølge den norske avis VG's oplysninger den eneste kandidat som Natos generalsekretær.
Stoltenberg, der har været generalsekretær siden 2014, skulle efter planen forlade embedet til efteråret.
Men efter at USA's præsident, Joe Biden, ifølge NRK i sidste uge bad Jens Stoltenberg om at blive på posten i yderligere et år, tog spekulationerne til.
Han er tavs
Jens Stoltenberg bekræfter dog ikke selv over for VG, at han tager et år mere som Natos generalsekretær.
- Jeg har ikke mere at sige om det, end det jeg har sagt i flere måneder nu: Jeg har en plan, og det er at afslutte mit arbejde her til efteråret.
- Det har jeg al min opmærksomhed på, for vi er midt i en krig i Europa, og det handler om at støtte Ukraine. Og jeg er overbevist om, at Nato vil finde en god efterfølger, siger han til avisen.
Mette støtter ham
I måneder har rygter svirret om, at den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), kunne blive Natos næste generalsekretær.
Torsdag under Folkemødet på Bornholm gik hun aktivt ud og viste sin støtte til Stoltenberg.
- Hvis vi kan få ham til at fortsætte, vil jeg mene, at det er en rigtig, rigtig god løsning, sagde hun ifølge Berlingske.