Én million mennesker er flygtet
FN's flygtningechef, Filippo Grandi, siger, at det er tid til, at parterne lægger deres våben i Ukraine
Mere end én million mennesker er nu flygtet fra Ukraine på grund af Ruslands invasion af landet.
Det skriver FN's flygtningechef, Filippo Grandi, på det sociale medie Twitter.
- På bare syv dage har vi været vidne til massiv udvandring af én million flygtninge til nabolande, skriver han.
FN-chefen opfordrer samtidig parterne til at lægge deres våben.
- For millioner af andre, der stadig er i Ukraine, er det tid til at lægge våbnene, så livreddende nødhjælp kan blive stillet til rådighed, skriver han.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP er mere end halvdelen af alle de ukrainske flygtninge taget til nabolandet Polen.
Den danske udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har fortalt, at Danmark i øjeblikket er forberedt på at tage imod 20.000 ukrainske flygtninge.
FN har indtil videre registreret 227 civile dødsofre i landet. 525 civile er kommet til skade. Tallet er opgjort midnat mellem tirsdag og onsdag.
Det russiske forsvarsministerium oplyste onsdag aften, at 498 russiske soldater er dræbt under invasionen af Ukraine.
En kilde fra en vestlig efterretningstjeneste siger imidlertid til CNN, at tallet nærmere er 5800. Tallet stammer fra tirsdag.
Grønt lys
Ruslands præsident, Vladimir Putin, gav i sidste uge grønt lys til, at russiske styrker natten til torsdag kunne påbegynde invasionen af Ukraine.
Siden har adskillige ukrainske byer været udsat for bombardementer og luftangreb.
Russerne har igennem prorussiske separatister fået kontrol med det meste af Østukraine. Russiske styrker har desuden taget kontrollen over en række sydukrainske byer, heriblandt Kherson og Marjupol, som er vigtige strategiske punkter i invasionen.
Det er stadig ikke lykkes russiske soldater at tage kontrol over Ukraines hovedstad, Kyiv. En mere end 60 kilometer lang russisk militærkonvoj holder dog parkeret nord for Kyiv. Flere byer vest for hovedstaden har også været udsat for tung beskydning, og flere civile meldes dræbt.