Elon Musk tilbyder igen at købe Twitter
Elon Musk er ifølge et brev klar til at betale 44 milliarder dollar for det sociale medie Twitter
Elon Musk vil gå videre med sit oprindelige tilbud om at købe Twitter for 44 milliarder dollar, hvad der svarer til omkring 330 milliarder kroner.
Det fremgår af et brev til den amerikanske børsmyndighed, SEC, ifølge flere internationale medier.
En talsperson fra Twitter bekræfter, at Twitter også har modtaget brevet fra Musk, og at det er intentionen at lukke aftalen til den oprindelige pris.
Det vil betyde, at Elon Musk køber Twitter for 54,20 dollar per aktie.
Tirsdag blev al handel med Twitters aktie suspenderet, som reaktion på rygter om, at Elon Musk og Twitter skulle være kommet tættere på en aftale.
Inden handlen blev suspenderet, nåede Twitters aktie at stige med 12,7 procent.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters står der i brevet, at Elon Musk stillede som betingelse, at den sag, som efter planen skulle være startet mellem de to parter i delstaten Delaware senere i oktober, blev udsat.
En aftale kom på plads
I april kom en aftale på plads mellem Elon Musk og det sociale medie.
Men så trak Musk sig, fordi han mente, at han ikke havde fået korrekte oplysninger om antallet af falske konti på det populære sociale medie, som Musk selv er ivrig bruger af.
Det fik Twitter til at hive Musk i retten. Selskabet mente, at Musk havde forpligtet sig til at overtage det sociale medie. Samtidig mente Musk, at Twitter havde brudt dele af den købsaftale, der var blevet lavet.
1746 milliarder
I starten af september godkendte Twitters aktionærer salget til Musk, der på det tidspunkt fortsat ikke ønskede at købe.
Det var planen, at de to parter skulle have mødtes i retten i Delaware 17. oktober. Men står det til Musk, bliver den sag nu udsat.
Elon Musk er ifølge erhvervsmediet Forbes verdens rigeste person med en formue på cirka 234 milliarder dollar, hvilket svarer til 1746 milliarder kroner.