Ekspert: Rusland forbereder sig på nederlag

Ruslands udmelding om risiko for tredje verdenskrig kan tolkes på flere måder, vurderer militæranalytiker

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag aften udtalte den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, at der i forbindelse med krigen i Ukraine er en reel risiko for tredje verdenskrig.

Mens det kan anspore til nervøsitet for mange, vurderer militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen risikoen for værende usandsynlig.

Han mener tværtimod, at Rusland kan være ved at forberede sig på at trække sig ud af krigen i Ukraine.

Putin og Rusland kan i virkeligheden være ved at forberede sig på nederlag, mener militæranalytiker.
Putin og Rusland kan i virkeligheden være ved at forberede sig på nederlag, mener militæranalytiker.

Bliver nødt til at være ansvarlig

- Man kan tolke det her to veje, lyder det fra Anders Puck Nielsen.

- På den ene side kan man tolke det som en trussel mod Vesten. En anden tolkning går på, at det her er en måde at forberede russerne på, hvorfor man ikke kan realisere de store visioner. At man bliver nødt til at være ansvarlig og måske endda trække sig for at undgå tredje verdenskrig, siger han.

Anders Puck Nielsen bemærker, at udmeldingen også skal ses som et udtryk for, at den russiske regering oplever situationen i Ukraine som en reel krise for Rusland.

Bliver nødt til at justere

Krigen i Ukraine har været omkostningsfuld for Rusland, og store udgifter kombineret med sanktioner fra Vesten tærer på Ruslands mulighed for at fortsætte krigen.

Det kan udløse fremgang i fredsforhandlingerne mellem Rusland og Ukraine, lyder det fra Anders Puck Nielsen.

- Som det ser ud lige nu, er begge sider et sted, hvor de tror, at de kan vinde. Men når vi når et par uger længere frem, kan det være, at russerne bliver nødt til at justere opfattelsen af, at de kan vinde, siger han.

Powered by Labrador CMS