Efterlader lille datter til den visse død i overophedet bil
Hendes far var gået i synagogen
En kun otte uger gammel pige døde mandag i den amerikanske delstat New Jersey, efter at hun var blevet efterladt i en skoldhed bil af sin far.
Det skriver New York Post.
Faderen, 28-årige Avraham Chaitovsky, skulle ind i den lokale synagoge, og han blev så længe væk, at den lille pige døde af hedeslag.
Stod ikke til at redde
Forbipasserende tilkaldte politi og redningsmandskab, da de så den bevidstløse lille baby ligge i bilen, men hendes liv stod ikke til at redde.
Klokken 13.45 blev faderen anholdt inde i synagogen.
Det er ikke oplyst præcist hvor længe, den lille pige lå i den skoldhede bil, inden hun blev opdaget.
Avraham Chaitovsky er nu varetægtsfængslet i det lokale arresthus sigtet for at bringe et barns liv i fare, og da hans datter rent faktisk døde, kommer yderligere sigtelser til.
Dreng døde timer efter
Kun få timer efter døde en to-årig dreng i delstaten New York på samme forfærdelige måde - af hedeslag i en overophedet bil.
Bilen var parkeret foran et lejlighedskompleks.
Det er ikke klart hvor længe drengen, der blev erklæret død klokken 19 mandag aften, havde befundet sig i bilen.
Den otte uger gamle pige og den to år gamle dreng blev dermed del af en meget trist statistik og det 11. og 12. barn, der er død i en overophedet bil i USA i 2024.