Efterforsker knivdrab som terror
32-årig mand sigtes for terror for drab på en 64-årig kvinde på en politisk festival i Sverige i sidste uge
Svensk politi efterforsker et drab i Visby i sidste uge som en terrorhandling. Det meddeler den svenske anklagemyndighed mandag ifølge nyhedsbureauet TT.
En 64-årig kvinde blev onsdag aften stukket ihjel med kniv på en politisk festival i Visby på øen Gotland i Sverige.
En 32-årig mand er anholdt for drabet, som han har erkendt. Han sigtes nu for terror og drab samt forberedelse af en terrorforbrydelse.
Psykiater dræbt
Efterforskningen overtages derfor af det svenske politis efterretningstjeneste, Säpo.
Det 64-årige offer var psykiater. Hun deltog i den politiske festival Almedalsveckan, der fandt sted i sidste uge i Visby. Begivenheden har været inspiration for Folkemødet på Bornholm.
Festivalen, som hvert år afholdes på Gotland, samler tusindvis af mennesker til politiske taler og arrangementer.
Kender ikke motiv
Knivstikkeriet skete tæt på et sted, hvor Centerpartiets leder, Annie Lööf, skulle holde tale. Hun blev stoppet af sine livvagter, da hun var på vej på scenen.
Det er endnu uvist, om den 32-årige mand, som ikke er tidligere straffet, har en relation til den dræbte kvinde. Det vides heller ikke, hvad motivet bag drabet var.