Dybt bekymret over Tjernobyl
Det Internationale Atomagentur kan i øjeblikket ikke modtage data fra det lukkede atomkraftværk Tjernobyl
Sergei Supinsky/Ritzau Scanpix
Det Internationale Atomagentur (IAEA) har mistet forbindelsen til det lukkede atomkraftværk Tjernobyl, som ligger i Ukraine, men i øjeblikket er under russisk kontrol.
Det skriver IAEA i en pressemeddelelse.
Konkret betyder det, at IAEA for tiden ikke kan få adgang til data fra kraftværkets sikkerhedsovervågning.
IAEA's direktør, Rafael Grossi, udtrykker generelt bekymring for medarbejdernes arbejdsforhold.
Opfordring til Rusland
- Jeg er dybt bekymret for den svære og stressende situation, som ansatte ved Tjernobyls atomkraftværk står med, og den mulige risiko, som det kan betyde for atomsikkerheden, siger han i pressemeddelelsen.
Han opfordrer de russiske styrker til at sørge for, at medarbejdere kan tage pauser og ikke dække for lange vagter af hensyn til sikkerheden på kraftværket.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at flere end 200 teknikansatte og vagter er fanget i området, og at de har arbejdet 13 dage i streg, siden russerne overtog kontrollen med kraftværket.
Vil hjælpe med sikkerheden
De ansattes situation var i "forværring" skriver IAEA i pressemeddelelsen med henvisning til en rapport fra det ukrainske atomagentur.
Rafael Grossi har ifølge Reuters tilbudt selv at rejse til Tjernobyl - eller et hvilket som helst andet ukrainsk atomkraftværk for den sags skyld - for at sikre, at der er styr på sikkerheden på landets atomkraftværker.
Tjernobyl er et stort lukket atomkraftværk nord for Ukraines hovedstad, Kyiv. I april 1986 eksploderede det efter en række fejl begået af de ansvarlige for værket.
Har taget kraftværk
Det førte til markante radioaktive udslip, der spredte sig over store dele af Europa, inklusive det nordlige Sverige og Finland
Russiske styrker tog i sidste uge atomkraftværket ved Zaporizjzja. Det ligger ved Dnepr-floden og er Europas største atomkraftværk. Det skete efter lange kampe ved kraftværket, hvor en bygning i nærheden af kraftværket desuden brød i brand.
Ved Zaporizjzja er to af kraftværkets seks reaktorer i øjeblikket aktive, oplyser IAEA ifølge Reuters. Niveauet af stråling i området er "normalt".
TJERNOBYL-ULYKKEN
Atomulykken i Tjernobyl var en ulykke, der indtraf lørdag den 26. april kl 01:23 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine i det daværende Sovjetunionen. Ved ulykken, der regnes som den værste i atomkraftens historie, eksploderede reaktor nr. 4, og da reaktoren ikke var omgivet af en indkapsling (en solid beton- eller stålindkapsling som en "sidste barriere", hvis noget skulle gå galt i selve reaktoren), sendte eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Dette materiale drev med vind og nedbør ud over dele af det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA. Store dele af Hviderusland, Rusland og Ukraine blev slemt forurenet, og 336.000 mennesker måtte evakueres og genhuses andre steder.
Mængden og spredningen af radioaktiv forurening hersker der tvivl om; i en schweizisk rapport er anført, at 60% af forureningen landede i Hviderusland, mens Europas grønne partier og bevægelser har udsendt en rapport, der hævder, at halvdelen af nedfaldet endte uden for de tre tidligere sovjetrepublikker. Tjernobyl-ulykken udløste mere end fire hundrede gange den radioaktive forurening, der kom af atombomben over Hiroshima.
Ulykken gav anledning til bekymring for Sovjetunionens atomkraftanlæg, lagde en dæmper på udbygningen af atomkraft i en årrække og tvang den sovjetiske ledelse til at være mindre hemmelighedsfuld. I dag er Rusland, Hviderusland og Ukraine uafhængige stater, men de har arvet en tung økonomisk byrde med at rydde op og behandle mennesker for skader fra ulykken. Det er svært at sætte et tal på dødsofrene for begivenhederne i Tjernobyl, eftersom sovjettidens hemmelighedskræmmeri gør det svært at spore de enkelte ofre. De sovjetiske myndigheder forbød læger at angive "stråling" som dødsårsag, og ukomplette lister over ofre blev offentliggjort. Men de mange dødsfald som følge af især kræft som man forventede på længere sigt efter ulykken, har endnu ikke vist sig, og hvis de gør, bliver det svært med sikkerhed at udpege atomulykken som årsagen. Ifølge en rapport fra 2005 udarbejdet under ledelse af IAEA og WHO er antallet af døde som følge af Tjernobyl 56; 47 arbejdere, der ryddede op på anlægget efter ulykken, samt ni dødsfald som følge af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn, og dertil forventes det, at 9000 ud af de ca. 6,6 millioner berørte mennesker på sigt vil dø af en eller anden form for kræft. På den anden side sætter Greenpeace antallet af dødsofre til 93.000, men henviser til at nyligt offentliggjorte statistikker tyder på yderligere 200.000 dødsfald i perioden fra 1990 til 2004.
Kilde: Wikipedia