Drukner i monster-bølge
Tre personer er druknet, efter at en monsterbølge trak badegæster ud i havet i den sydafrikanske by Durban
Tre personer har lørdag mistet livet til en monsterbølge ved en populær badestrand i den sydafrikanske by Durban.
Det oplyser nødberedskab i provinsen KwaZulu-Natal.
- Der var en monsterbølge, som trak nogle mennesker ud i havet. Tre er druknet, og 17 personer er blevet bragt til hospitalet, siger talsperson Robert Mckenzie ifølge nyhedsbureauet AFP.
En af de døde er et barn på syv eller otte år, og de kvæstede er "i alvorlig eller endda kritisk tilstand", tilføjer han.
35 livreddere i gang
Lokale myndigheder i Durban har senere oplyst, at der er en teenager iblandt de dræbte.
Ifølge udtalelsen fra myndighederne var 35 livreddere involveret i "masseredningsaktionen", hvor redningsfolk måtte tilse flere end 100 mennesker, som var involveret i ulykken.
Nødberedskabet i KwaZulu-Natal oplyser, at det frygter, at dødstallet vil stige, skriver AFP.
Bølgen overraskede sent om eftermiddagen, omkring klokken 17.00 lokal tid, ved stranden Bay of Plenty, som er en populær badestrand i Durban, som er Sydafrikas tredjestørste by.
Det er uklart
Der er ingen oplysninger om, hvor høj bølgen var.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) betegner monsterbølger som "enkelte eller nogle få bølger, der markant skiller sig ud fra de øvrige bølger ved at være særligt høje - mindst dobbelt så høje som de omgivende bølger".
- Sommetider opstår, uden påviselig grund, en eller nogle få bølger, som ud over at være markant højere end søen generelt også er stejlere, skriver DMI.