Druknede i kældrene
Otte af de ni omkomne i New York City døde i oversvømmede kældre i bydelen Queens, rapporterer BBC
Mindst ni mennesker har mistet livet under voldsomme oversvømmelser i New York City i forbindelse med efterdønninger fra orkanen Ida.
Otte af de ni omkomne døde i oversvømmede kældre i boligblokke i bydelen Queens, siger politikommissær Dermot Shea ifølge BBC.
Antallet af omkomne efter det voldsomme regnvejr i New York og New Jersey er i alt på 22, melder NBC News.
Et lille barn er blandt de døde.
Aldrig set noget lignende
- Jeg er 50 år gammel, og jeg har aldrig set regn i sådanne mængder.
Det siger Metodija Mihajlov, som fik kælderen i sin restaurant på Manhattan oversvømmet med vand.
- Det var som at være i junglen med tropisk regn. Utroligt. Alt er så underligt i år.
Hundredvis af fly blev aflyst i lufthavnene LaGuardia og JFK samt i Newark.
Gader i storbyen blev på kort tid forvandlet til floder, og store veje blev lukket af vand på Manhattan og i bydelene Bronx og Queens.
Vandmasser kom i kaskader ned over perroner og spor på undergrundsstationer.
Uvejret er så voldsomt, at storbyens borgmester, Bill de Blasio, onsdag aften lokal tid, erklærede nødretstilstand.
Historisk vejr
- Vi er midt i en historisk vejrsituation her til aften med rekordstore mængder regn i hele byen, voldsomme oversvømmelser og farlige forhold på vejene, skriver de Blasio på Twitter.
Den nationale vejrtjeneste i USA (NSW) opfordrer folk til at holde sig væk fra vejene og søge til højtliggende områder.
- Vi får alt for mange anmeldelser om folk, der skal reddes i vandmasserne, eller strandede biler.
- Kør ikke gennem oversvømmede veje. Du ved ikke, hvor dybt vandet er, og hvor farligt der er, oplyser NSW ifølge CNN.
De massive vandmasser har desuden givet forstyrrelser i tennisturneringen US Open, der i øjeblikket afholdes i New York City. Flere kampe er blevet udskudt.