Drama ved svensk atomkraftværk
En drone er blevet observeret flyve over flere svenske atomkraftværker. Blandt andre Forsmark-værket nord for Stockholm
En ukendt drone er blevet observeret over det svenske atomkraftværk Forsmark, som ligger omkring 140 kilometer nord for Stockholm.
Sveriges politi har også oplysninger om, at en genstand er fløjet over to andre atomkraftværker.
En vagt på Forsmark slog fredag aften alarm til politiet, efter at en dronen havde krydset et beskyttelsesområde rundt om atomkraftværket.
Der var ifølge det svenske nyhedsbureau TT's oplysninger tale om en større drone, der kunne modstå den kraftige blæst i området.
Politiet sendt til stedet
Politipatruljer og hunde blev sendt til Forsmark-atomkraftværket ved 20-tiden og gennemsøgte området.
Politiet så dronen flyve rundt ved Forsmark, hvorfra den senere forsvandt med kurs mod Gräsö.
- Vi forsøgte at lokalisere den. Det lykkedes ikke for os at finde den igen, siger Petra Blomqvist, politiets pressetalsperson i regionen.
Politiet siger, at der ikke er nogen tegn på, at dronen har kastet noget ned ved atomkraftværket, eller at den landede i området.
- Denne hændelse betragtes som noget exceptionelt, siger Petra Blomqvist.
- Vi ser på hændelsen med den største alvor, pointerer hun.
Flere værker slog alarm
Lidt efter klokken 21 fredag blev politiet også kontaktet af vagter på atomkraftværket Ringhals, der ligger 66 kilometer syd for Göteborg.
Politiet sendte en helikopter til atomkraftværket, som også skulle være blevet overfløjet af "en genstand".
Politiet fandt ingen spor eller tegn på uregelmæssigheder.
Ved 19-tiden fredag blev politiet også kontaktet af vagter på atomkraftværket Oskarshamn i det sydøstlige Sverige.
Her lød det, at værket øjensynligt var blevet overfløjet af en drone.
Politiet fandt ingen spor, da det ankom til værket.
Det svenske forsvar er orienteret om hændelserne, og sagen efterforskes videre af både politiet og militæret.