Drama i luften: Piloten døde
Var på vej fra USA til Chile med 271 passagerer ombord
271 passagerer ombord på et fly fra Miami i USA til Chiles hovedstad Santiago stod pludselig med en pilot mindre, da piloten ombord pludselig døde.
Det skriver flere udenlandske medier - her under The Independent.
Dramaet opstod mandag, da piloten pludselig faldt om.
Trods førstehjælp stod hans liv ikke til at redde.
Bekræfter hændelsen
Flyselskabet LATAM Airlines bekræfter ifølge The Independent hændelsen i en erklæring.
"Vi bekræfter, at fly LA505, som var på vej fra Miami til Santiago, måtte lande i lufthavnen i Tocumen (I Panama/ red.) på grund af en medicinsk nødsituation blandt et af medlemmerne af cockpitbesætningen. Beredskabet ydede livreddende førstehjælp, da flyet landede, men desværre afgik piloten ved døden", står der i erklæringen.
Er dybt berørt
Flyselskabet sender også sine kondolencer til familien.
"Vi er dybt berørte af det, der er sket, og vi sender vores dybeste medfølelse til familien og vores medarbejdere. Vi er dybt taknemmelige for hans 25-årige karriere og værdifulde indsats, som altid har været præget af engagement, professionalisme og dedikation."
Flyet fortsatte videre til Santiago fra Panama tirsdag.