Dræbte ti i blodrus

To mænd er blevet sigtet for drab, efter at de søndag angiveligt dræbte ti personer i omfattende knivangreb

Offentliggjort Sidst opdateret

Canadisk politi er mandag fortsat på jagt efter to mænd, der mistænkes for at have dræbt ti mennesker i et knivangreb søndag.

Det oplyser politiet i en opdatering mandag.

Politiet har sat gang i en omfattende jagt på de to mistænkte, 31-årige Damien Sanderson og 30-årige Myles Sanderson.

Sigtet for drab

De er begge blevet sigtet for drab, oplyser politiet mandag.

Foruden de ti dræbte blev 18 personer såret i søndagens angreb.

Det omfattende knivangreb fandt sted i et samfund ved navn James Smith Cree Nation i den canadiske provins Saskatchewan.

De to mænd jagtes af talstærke styrker.
De to mænd jagtes af talstærke styrker.

Samfundet består af cirka 3400 indbyggere fra den oprindelige befolkning.

Gør alt for at finde dem

Hundredvis af betjente er blevet afsat til at efterforske angrebet og til at hjælpe med eftersøgningen. Det siger politichef Rhonda Blackmore.

- Folk i Saskatchewan og alle andre steder skal vide, at vi bruger alle vores tilgængelige menneskelige, efterforskningsmæssige og teknologiske ressourcer på at finde og anholde de ansvarlige for denne tragedie og for at sørge for jeres sikkerhed, siger Rhonda Blackmore mandag.

Nogen ved det

Politiet fik de første meldinger om knivangrebet lidt før klokken seks søndag morgen. De kom fra den lille landsby Weldon, der har cirka 200 indbyggere.

Der er meldinger om, at de mistænkte efter angrebet blev spottet i provinshovedstaden Regina, der ligger godt 300 kilometer syd for Weldon.

- Vi er overbeviste om, at der er nogen, der ved noget om, hvor de to befinder sig. Og at der er nogen, der har værdifuld information. Jeg opfordrer jer til at kontakte politiet, siger Evan Bray, politichef i Regina.

Powered by Labrador CMS