Dræbt i helikopter-styrt

Det er ikke umiddelbart klart, hvad der er årsag til, at helikopteren ramte bygningen

Offentliggjort Sidst opdateret

To personer er blevet dræbt, efter at en helikopter tirsdag eftermiddag ramte en bygning i Irland.

Det skriver The Irish Times.

Tirsdag aften er de to dræbte blevet identificeret som to mænd på omkring 40 år.

Den ene mand havde irsk nationalitet, mens den anden vurderes til at være fra Østeuropa.

Eneste om bord

De to mænd var de eneste ombord på helikopteren, og de blev erklæret døde på ulykkesstedet.

Helikopteren styrtede tilsyneladende ned i en svinestald.

Det er ikke umiddelbart klart, hvad der er årsag til, at helikopteren ramte bygningen.

Den skal også have ramt andre bygninger, men det er fortsat uklart, om det var beboelsesejendomme, og om der var mennesker i dem.

Fløj i 25 minutter

Det lokale politi oplyser til Irish Times, at de tekniske undersøgelser vil fortsætte på stedet.

Helikopterstyrtet skete omkring klokken 16.30 dansk tid nær den mindre by Killucan i det centrale Irland.

På baggrund af flydata estimerer Irish Times, at helikopteren nåede at være i luften i sammenlagt 25 minutter, før ulykken skete.

Powered by Labrador CMS