- Dødt løb mellem Macron og Le Pen

Uofficiel valgstedsmåling fra Belgien tyder på, at Macron og Le Pen får hver knap en fjerdedel af stemmerne

Offentliggjort Sidst opdateret

En uofficiel valgstedsmåling fra den belgiske tv-station RTBF viser dødt løb mellem Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og udfordreren Marine Le Pen.

Begge får ifølge den belgiske måling 24 procent af stemmerne ved søndagens præsidentvalg i Frankrig.

Venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon ser ud til at blive valgets nummer tre med 19 procent.

Har tidligere ramt rigtigt

Tallene er baseret på en valgstedsmåling, der er foretaget søndag eftermiddag. Den er behæftet med en del usikkerhed.

I Frankrig må valgstedsmålinger ikke offentliggøres, før valglokalerne lukker klokken 20. Men medier i nabolandet Belgien er ikke omfattet af de regler.

Også ved tidligere valg i Frankrig har belgiske medier foretaget deres egne valgstedsmålinger.

Ved de to seneste franske præsidentvalg i 2012 og 2017 ramte RTBF rigtigt, da tv-stationens valgstedsmålingerne udpege de to kandidater, der fik flest stemmer i første valgrunde og dermed skulle møde hinanden i anden valgrunde to uger senere.

Offentligt søndag aften

Den seneste uges meningsmålinger fra Frankrig har vist, at Le Pen har halet ind på Macron. Fredag var der kun to-tre procentpoints forskel på de to.

De fleste valglokaler rundt om i Frankrig lukker klokken 19. Men i de større byer lukker mange valgsteder først klokken 20. Umiddelbart efter vil de franske valgstedsmålinger blive offentliggjort.

I Paris var der fredag eftermiddag lange køer ved valglokalerne, selv om det franske indenrigsministerium melder om en lavere valgdeltagelse end i 2017.

Lederen af partiet National Samling, Marine Le Pen, forlader stemmeboksen ved første valgrunde af det franske præsidentvalg søndag. En uofficiel måling fra Belgien viser dødt løb mellem hende og præsident Emmanuel Macron.
Lederen af partiet National Samling, Marine Le Pen, forlader stemmeboksen ved første valgrunde af det franske præsidentvalg søndag. En uofficiel måling fra Belgien viser dødt løb mellem hende og præsident Emmanuel Macron.

Blå bog: Emmanuel Macron

Født: 21. december 1977

Parti: La République en marche! (Republikken fremad!)

Præsident siden: 2017 

Uddannelse: Statskundskab og offentlig administration ved eliteskolerne Science Po og École nationale d’administration.

Politisk karriere:

2012–14 – Chef for den franske finansinspektion

2012–14 – Personlig rådgiver for daværende præsident François Hollande

2014–16 – Økonomiminister

2017 – Valgt som Frankrigs præsident

Kilde: Den Store Danske og The Telegraph.
Powered by Labrador CMS