Dødstallet stiger
Antallet af dræbte afghanere efter selvmordsbombeangreb nær lufthavn i Kabul nærmer sig 100
Torsdagens bombeangreb ved lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul, har krævet mindst 90 mennesker livet.
Det oplyser en afghansk embedsperson, skriver det amerikanske medie CBS News natten til fredag dansk tid.
Oplysningen er ikke bekræftet fra anden side, og det er uklart, om dødstallet omfatter de 13 amerikanske soldater, som også blev dræbt i eksplosionerne, som en afghansk aflægger af Islamisk Stat har påtaget sig skylden for.
Avisen Wall Street Journal skriver, at dødstallet har passeret 100 - 90 afghanere og 13 amerikanere.
Mindst 60 afghanere dræbt
Tidligere torsdag oplyste sundhedsmyndigheder i Kabul, at mindst 60 afghanere var dræbt i angrebet.
Ifølge en talsmand for Taliban-bevægelsen, de nye magthavere i Afghanistan, var "mindst 28" af de dræbte medlemmer af den islamistiske gruppe.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det første angreb fandt sted nær en indgang til lufthavnen, hvor store grupper af afghanere havde samlet sig i håb om at blive evakueret. Det næste angreb skete i nærheden foran et hotel.
Angrebene blev ifølge lederen af USA's militære centralkommando, general Kenneth F. McKenzie, udført af selvmordsbombere.
Det sagde han på et pressemøde torsdag aften dansk tid.
Fordømmes af Taliban
En afghaner, der har været tolk for det britiske militær, befandt sig i nærheden sammen med sin kone, en tre måneder gammel baby og en treårig søn, i håb om at komme på et fly ud.
Familien kom ikke til skade, fortæller han til den britiske avis The Guardian, men tilføjer:
- Det var som dommedag. Kvæstede mennesker alle steder.
Taliban-bevægelsen, der overtog magten i Afghanistan for knap tre uger siden, fordømmer i lighed med politiske ledere fra en lang række lande angrebene.
En talsmand for Taliban kalder det ifølge CBS News for en "grusom hændelse" og siger, at Taliban vil gøre alt for at "bringe de ansvarlige for retten".
Islamisk Stat Khorasan, der har taget skylden for angrebet, dukkede op i Afghanistan i 2014 og har lige siden udfordret Taliban.
Gruppen har både kæmpet mod Afghanistans vestligt støttede regering og Taliban. Dens præcise forbindelse til Islamisk Stat i Irak og Syrien er uklar.