Dødstal efter storm stiger til 58

De fleste dødsfald efter stormen er sket i landsbyer

Offentliggjort Sidst opdateret

Dødstallet efter voldsomme oversvømmelser og flere jordskred i Filippinerne er tirsdag steget til 58.

Det viser officielle dødstal.

Søndag blev landet ramt af den tropiske storm Megi, der er den stærkeste storm, der har ramt landet i år.

De fleste dødsfald er sket i landsbyer omkring byen Baybay, der ligger i den centrale provins Leyte.

Bølger af mudder

Her døde mindst 47, efter at bølger af mudder smadrede ind i landbrugsområder i weekenden, siger lokale myndigheder. 

En bjergside er kollapset og har begravet huse i landsbyen Bunda, der ligger tæt ved byen Baybay. Billedet er taget tirsdag.
En bjergside er kollapset og har begravet huse i landsbyen Bunda, der ligger tæt ved byen Baybay. Billedet er taget tirsdag.

Lidt over 100 personer kom samtidig til skade.

Tre personer har mistet livet i provinsen Negros Oriental, mens yderligere tre er døde i på øen Mindanao, oplyser landets katastrofeagentur.

Man leder efter overlevende i kystbyen Pilar, hvor der bor omkring 400 mennesker, efter at et jordskred tirsdag skubbede de fleste huse i havet.

Her døde mindst fem personer.

Mere end 10.000 har været nødt til at søge væk fra deres hjem på grund af stormen, der har lukket veje og fået strømmen til at gå nogle steder.

Havne må lukke

Stormen har desuden tvunget flere havne til at lukke. Det sker i en af årets travleste rejseuger i Filippinerne - Holy Week, som landet katolske borgere fejrer.

Tirsdag lød det, at mere end 9000 personer er strandet på grund af stormens hærgen.

Megi kommer fire måneder efter tyfonen Rai, som var den stærkeste tyfon, der ramte landet sidste år. Flere end 400 mennesker døde i forbindelse med Rai, og flere hundredtusinder stod uden hjem efter tyfonens hærgen.

Filippinerne bliver i gennemsnit ramt af 20 storme om året.

Det mest voldsomme uvejr, som er registreret i Filippinerne, er tyfonen Haiyan, som ramte landet i 2013. Den efterlod over 7300 personer døde eller savnet.

Powered by Labrador CMS