Dødsfald: Var syg i flere måneder

Sergio Mendes, der fik et stort hit med "Mas Que Nada", er død af corona-senfølger. Han blev 83 år

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

En af bossa nova-musikkens største navne er død. Brasilianeren Sergio Mendes afgik torsdag ved døden på et hospital i Los Angeles i en alder af 83 år.

Hans familie oplyser ifølge AFP, at han sov ind efter de seneste mange måneder at have lidt under senfølger af en covid 19-infektion.

Sergio Mendes var sammen med blandt andre Joao Gilberto og Antonio Carlos Jobim med til at gøre blandingen af jazz og samba populær i hele verden i 1960'erne.

Populariteten skød i vejret, da han udgav albummet "Sergio Mendes & Brasil 66", med en coverversion af nummeret "Mas Que Nada".

Siden udgav han masser af albums, hvor han med held blandede bossanova med tidens toneklang.

Særligt amerikanerne tog musikken til sig, og derfor flyttede han også til USA på et tidspunkt.

Dette foto af Sergio Mendes er taget i hans hjem i Los Angeles i 2021. (Arkivfoto).

Hædret med Grammy

Mendes samarbejdede i sin karriere også med en masse amerikanske musikere, herunder Herb Alpert og Quincy Jones.

Han blev hædret med en Grammy for to af sine plader, ligesom han fik en æres-Grammy for sit samlede kunstneriske virke i 2005.

I 2006 udgav han albummet Timeless med bidrag fra en lang række populære kunstnere, herunder Black Eyed Peas, John Legend og Justin Timberlake.

Han producerede også musikken til tegnefilmen Rio fra 2011, der handler om hans hjemland og efterfølgeren, der udkom fire år senere.

Powered by Labrador CMS