Diddy må fejre jul i fængslet
Dommer har afgjort, at sagen mod rapperen Diddy starter til maj næste år. Han er tiltalt for menneskehandel
Sagen mod den amerikanske rapper Sean "Diddy" Combs, som er tiltalt for menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning, begynder den 5. maj næste år.
Det har en dommer afgjort torsdag under en høring i New York, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Han kommer således til at fejre både fødselsdag den 4. november og jul og nytår bag tremmer.
Rapperen, der har nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham, har siddet fængslet siden midten af september.
Det var i samme omgang, at der blev kastet lys over anklageskriftet, som rummer flere forskellige punkter.
Mange tiltalepunkter
Ifølge tiltalen skal han have skabt en "kriminel virksomhed, hvis medlemmer og medarbejdere har været involveret" i en række forbrydelser, skrev BBC, der havde fået indblik i tiltalen.
Anklagerne tæller blandt andet tvungen prostitution, tvangsarbejde, kidnapning, brandstiftelse, bestikkelse og hindring af retsvæsenets arbejde.
De forskellige tiltalepunkter strækker sig over en længere årrække. Det 14 sider lange anklageskrift beskriver en periode fra 2009 og frem til 2024.
Beskrives som voldelig sexforbryder
Heri lyder det, at han i årevis skulle have "misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd".
Combs står allerede over for flere civile søgsmål, hvor han beskrives som en voldelig sexforbryder, der har brugt alkohol og stoffer til at bedøve sine ofre.
I marts blev hans hjem ransaget som følge af anklagerne.
I søgelyset i længere tid
Anklager Emily Johnson siger torsdag, at hun regner med, at det vil tage tre uger at nå igennem retssagen. Forsvareren mener, at det kan gøres på en enkelt uge.
Rapperen har efterhånden været i søgelyset i en længere periode.
For mindre end et år siden - midt i november sidste år - blev han sagsøgt for voldtægt af sin ekskæreste, sangerinden Cassie.
Indgik forlig med ekskæreste
I søgsmålet hævdedes det, at Diddy udsatte Cassie - Casandra Ventura - for tvang ved brug af fysisk magt og euforiserende stoffer i over et årti, da de havde et forhold.
Søgsmålet endte med et forlig, som offentligheden ikke har set.
Han er yderligere også tidligere blevet beskyldt for at have bedøvet og begået seksuelt overgreb mod en universitetsstuderende i 1991.