Det Hvide Hus: Tæt på våbenhvile
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage. Det Hvide Hus tror på en aftale
Karoline Leavitt, som er talsperson for Det Hvide Hus, udtrykker optimisme om en mulig aftale om våbenhvile eller fred i Ukraine.
På et pressemøde mandag - dagen inden et opkald mellem USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin - siger hun, at en aftale kan være tæt på.
Tæt på målstreg
- Jeg vil ikke komme forhandlingerne i forkøbet, men jeg kan sige, at vi er tæt på målstregen, siger hun ifølge AP.
- Og vi har aldrig været tættere på en fredsaftale, end vi er i dette øjeblik. Og præsidenten er, som I ved, fast besluttet på at få det gjort.

Både Rusland og USA har bekræftet, at Trump og Putin skal tale sammen.
Måske - måske ikke
- Jeg skal tale med præsident Putin på tirsdag. Der er blevet gjort et stort stykke arbejde i løbet af weekenden, sagde Trump om bord på præsidentflyet Air Force One tidligt mandag dansk tid.
- Vi vil se, om vi kan få stoppet den krig. Måske kan vi, måske kan vi ikke, men jeg tror, vi har en meget god chance.
USA fremlagde i sidste uge et forslag om en våbenhvile på 30 dage.
Talte i 90 minutter
Ukraine bakker op om forslaget, mens Putin har sagt, at han vil støtte forslaget på visse betingelser. Ifølge Reuters forsøger Trump nu at vinde Putins støtte til forslaget.
Under en måned efter at Trump blev indsat, talte han og Putin i telefon i omkring 90 minutter. Trump kaldte det et "produktivt opkald".
LÆS OGSÅ:
-
Har lavet aftale med Putin
Ifølge Trump tales der allerede om "opdelingen af aktiver" i drøftelserne vedrørende Rusland og Ukraine
-
Putin støtter våbenhvile men tager forbehold
Siden våbenhvileforslag blev fremlagt, har mange ventet på Putins svar. Han støtter delvist idéen
-
Putins rådgiver afviser våbenhvile
Jurij Usjakov siger, at Rusland blot ser en foreslået våbenhvile som en hvilepause til de ukrainske styrker