De første kampvogne er landet i Ukraine

Længe ventede kampvogne er nået frem til Ukraine. Leopard 2-kampvognene er blevet leveret af Polen

Offentliggjort Sidst opdateret

De første Leopard 2-kampvogne fra Polen er blevet leveret til Ukraine.

Det oplyser Polens forsvarsminister, Mariusz Blaszczak, fredag ifølge Reuters.

Polen har lovet at sende i alt 14 af de avancerede kampvogne til nabolandet Ukraine for at styrke Ukraines position i krigen mod Rusland.

Premierminister på besøg

En række lande har varslet, at de vil sende Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Polen er det første land, der har sendt kampvognene afsted.

Meddelelsen kommer, samme dag som Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, er på besøg i Kyiv.

Også Polens præsident bekræfter leveringen af Leopard 2-kampvogne. Det gør han under et møde i Polens nationale sikkerhedsråd i Warszawa.

Har presset på

- Premierministeren kunne ikke være her. Han tog til Kyiv med Leopard-kampvogne, hvilket er den første sending, der er leveret til Ukraine, siger præsident Andrzej Duda ifølge Reuters.

Polen har presset på, for at Ukraines allierede kan få lov at levere Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Det har krævet en godkendelse fra Tyskland, som producerer de eftertragtede kampvogne.

Den godkendelse kom i slutningen af januar.

Ved ikke hvor mange

Det fremgår ikke, hvor mange af de 14 Leopard 2-kampvogne, som Ukraine foreløbig har modtaget fra Polen.

Det er også uklart, om kampvognene er nået frem til Ukraine fredag eller på et tidligere tidspunkt. Men selve annonceringen falder i hvert fald på et symbolsk tidspunkt. Nemlig præcist ét år efter Ruslands invasion af landet.

Polske soldater i træning på en Leopard 2-kampvogn. Flere af kampvognene fra Polen er ankommet til Ukraine.
Polske soldater i træning på en Leopard 2-kampvogn. Flere af kampvognene fra Polen er ankommet til Ukraine.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS