De er mordere

Den eneste overlevende blandt gerningsmændene fra Paris-terrorangreb er blandt de dømte i Bruxelles tirsdag

Offentliggjort Sidst opdateret

Seks tiltalte er kendt skyldige i drab i forbindelse med et stort terrorangreb i Bruxelles i marts 2016.

Det har en belgisk domstol afgjort tirsdag aften ifølge Reuters.

De mistænkte er anklaget for blandt andet drab, drabsforsøg og for at have deltaget i en terrorhandling.

Strafudmålingen vil blive afgjort i en separat retsproces. De tiltalte risikerer op mod 30 års fængsel hver.

Udløste bombe

To selvmordsterrorister sprængte den 22. marts 2016 sig selv i luften i Zaventem-lufthavnen i Bruxelles, mens en tredje udløste sin bombe på metrostationen Maelbeek.

Maskerede sikkerhedsvagter holdt vagt bag de tiltalte, der var placeret i en specialdesignet glasboks under retssagen i Bruxelles.
Maskerede sikkerhedsvagter holdt vagt bag de tiltalte, der var placeret i en specialdesignet glasboks under retssagen i Bruxelles.

I alt blev 32 mennesker dræbt af bomberne, der sårede over 300.

Islamisk Stat (IS) tog skylden for udåden.

Tidligere dømt

En af de seks, der tirsdag er kendt skyldig i drab, er fransk-marokkanske Salah Abdeslam.

Han er tidligere idømt fængsel på livstid for sin rolle i terrorangrebene i Paris 13. november 2015, hvor 130 mennesker blev dræbt.

Abdeslam blev pågrebet i Bruxelles fire dage før angrebene i Paris.

Han er den eneste overlevende af den celle på ti terrorister, der stod bag attentatet i den franske hovedstad.

Belgierne var i chok og lavede den centrale Place de la Bourse (Beursplein) i Bruxelles om til et stort mindesmærke den 23. marts 2016, dagen efter at et tredobbelt bombeangreb i den belgiske hovedstad havde kostet 32 mennesker livet og såret hundredvis af andre. (Arkivfoto)

En anden af de dømte er den svenske statsborger Osama Krayem. Han er udpeget som den selvmordsbomber, der trak sig i sidste øjeblik i Bruxelles.

Han afsoner i forvejen en fængselsstraf for at have hjulpet gerningsmændene forud for terrorangrebet i Paris i 2015 med våben og logistisk støtte, skriver den svenske tv-station SVT.

Retssagen mod de i alt ti tiltalte for terrorangrebet i Bruxelles i 2016 er den største i Belgiens historie. Formelt blev den allerede indledt i september sidste år.

Powered by Labrador CMS