Dårligt nyt for skandaleprins

Både e-mail og FedEx-pakke med søgsmål mod prins Andrew er blevet modtaget i USA, siger kvindes advokater

Prins Andrew modtager søgsmål med misbrugsanklage via e-mail
Prins Andrew modtager søgsmål med misbrugsanklage via e-mail
Offentliggjort Sidst opdateret

Et søgsmål omhandlende seksuelt misbrug er blevet præsenteret over for den britiske prins Andrew i USA.

Det viser retsdokumenter i sagen.

Det er en 38-årig kvinde ved navn Virginia Giuffre, som anklager prins Andrew for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var teenager.

I dokumenter indgivet ved en distriktsdomstol på Manhattan i New York City oplyser Giuffres advokater, at de har sendt søgsmålet til prinsens advokat Andrew Brettler i Los Angeles via e-mail og fragttjenesten FedEx.

Begge kopier var mandag morgen blevet modtaget.

Ifølge føderal lov i USA har hertugen af York 21 dage til at reagere. Ellers risikerer han en udeblivelsesdom.

Er forkyndt i Storbritannien

Virginia Giuffres advokater oplyser, at de også har forkyndt søgsmålet over for prins Andrew, der er dronning Elizabeths søn, i Storbritannien.

Prins Andrew og hans advokater har på det kraftigste afvist beskyldningerne fra Virginia Giuffre.

Den 61-årige prins er ikke blevet officielt sigtet i sagen.

Prins Andrew er en af de mest prominente personer, som er knyttet til sagen om den nu afdøde finansmand Jeffrey Epstein.

Epstein, som i juli 2019 blev anklaget for at have udnyttet dusinvis af piger og kvinder seksuelt, begik selvmord i en fængselscelle på Manhattan i august 2019.

Alvorlige anklager

Virginia Giuffre anklager prins Andrew for at have tvunget hende til sex, da hun var mindreårig.

Det skulle være foregået i London i et hus tilhørende Ghislaine Maxwell.

Maxwell var Epsteins ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner.

Hun sidder fængslet i New York på anklager om, at hun skulle have hjulpet Epstein med at rekruttere og misbruge unge piger seksuelt.

Jeffrey Epstein begik selvmord, mens han ventede på at blive stillet for en dommer for beskyldninger om ulovlig menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige.

Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.

Prins Andrew er nummer otte i den britiske tronfølge

Herunder kan du blive klogere på prins Andrew:

* Prins Andrew blev født af dronning Elizabeth den 19. februar 1960. Han var på det tidspunkt dronningens tredje barn og anden søn.

* Han blev gjort til hertug af York, da han i 1986 blev gift med Sarah Ferguson, som fik titlen hertuginde af York.

* Parret fik to døtre – Beatrice, som blev født i 1988, og Eugenie fra 1990. I marts 1992 blev det offentliggjort, at parret skulle skilles.

* Prins Andrew tjente i den britiske flåde i 22 år og var blandt andet også i tjeneste under Falklandskrigen i 1982.

* Ved sin fødsel var prins Andrew nummer to i den britiske tronfølge. I dag er han nummer otte i tronfølgen.

* Den britiske prins Charles – dronning Elizabeths førstefødte søn – er arving til tronen. Efter ham følger prins William, prins George, prinsesse Charlotte, prins Louis, prins Harry, Archie (Harry og hertuginde Meghans søn), prins Andrew, prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.

Kilde: AP, BBC.
Powered by Labrador CMS