Dansker skal giftes med Princes eks-kone
Har friet til den amerikanske danser og sanger Mayte Garcia, der tidligere har været gift med popikonet Prince
Den danske jazzpianist Niels Lan Doky er blevet forelsket på tværs af Atlanten i sanger og danser Mayte Garcia, der tidligere har været gift med popikonet Prince.
Og bryllupsklokkerne lyder, for jazzmusikeren, der er ridder af Dannebrog, og den amerikanske kendis skal giftes.
Niels Lan Doky og Mayte Garcia mødte hinanden for første gang til en privatfest i Helsingør i sommeren 2022.
Rose navngivet
Den amerikanske kendis var i Danmark til åbningen af Odense Blomsterfestival, hvor en rose blev navngivet efter Prince-sangen "The Most Beautiful Girl in the World", som Prince oprindelig havde dedikeret til Mayte Garcia.
Det fortæller Niels Lan Doky til Helsingør Dagblad, der har talt med musikeren om det forestående bryllup.
Bor i Las Vegas
- Det er planen, at vi skal giftes senere på året. Men Mayte kommer ikke til at bo i Helsingør lige med det samme. Der er simpelthen for megen logistik at slås med, siger musikeren til mediet.
Til daglig bor Mayte Garcia i Las Vegas sammen med sin 12-årige datter, Gia, som hun adopterede i 2013.
Det var også i "Sin City", at Niels Lan Doky besøgte Mayte Garcia i marts 2023, efter at den danske musiker havde kontaktet hende nytårsaften, og parret efterfølgende havde haft kontakt hver dag indtil deres gensyn.
Forlovet i København
Et halvt år senere blev parret forlovet i forbindelse med Niels Lan Dokys 60-års fødselsdag. Forlovelsen skete på spillestedet Bremen Teater i København, hvor Niels Lan Doky og hans trio spillede koncert.
Niels Lan Doky er bedst kendt som den ene halvdel af duoen The Doky Brothers, hvor han sammen med sin lillebror, Chris Minh Doky, har udgivet flere plader. Senest har han udgivet pladen "Yesterday's Future" i 2023.
Niels Lan Doky er ikke den første musiker, som Mayte Garcia forelsker sig i. Hun var i en årrække sammen med den verdensberømte stjerne Prince.
Skilt fra Prince
De var kærester i en årrække, inden de giftede sig i 1996. Samme år fik parret sønnen, Amiir. Men de mistede den lille dreng kort efter fødslen til en medfødt genetisk lidelse.
I 2000 blev Mayte Garcia og Prince skilt.
Efterfølgende dannede hun par med Motley Crüe-trommeslageren Tommy Lee. De blev forlovet i 2002, men brød forlovelsen et år senere.