Danske spejdere på flugt fra orkan

Jamboree-spejderlejren i Sydkorea må stoppe, efter at myndighederne har varslet om voldsom orkan

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske spejdere, der lige nu befinder sig i den sydvestlige del af Sydkorea til den internationale spejderlejr Jamboree, forlader lejren, efter at der er kommet meldinger om, at orkanen Khanun kan blæse ind over området.

Det oplyser Celine Lilienhoff Jagd, som er med på lejren som spejderleder.

- Danmark, Norge og Island har valgt på baggrund af de seneste vejrmeldinger at flytte vores spejdere fra lejrpladsen. Det sker i dag, og vi flytter alle mod Seoul (Sydkoreas hovedstad, red.), siger hun.

Ved godt mod

Udmeldingen kommer, samtidig med at Spejdernes Verdensorganisation (Wosm) har oplyst, at lejren bliver afsluttet tidligere end planlagt på grund af orkanen.

- Spejderne er mega seje. De er ved godt mod. Men de er selvfølgelig rigtigt ærgerlige over, at skal forlade pladsen nu og forlade alle de her nye internationale venner, siger Celine Lilienhoff Jagd.

Orkanen har allerede skabt ravage i Japan, hvor den gik i land i sidste uge.

De danske spejdere pakker sammen på den internationale spejderlejr Jamboree i den sydvestlige del af Sydkorea, efter at myndighederne i landet har varslet orkan.
De danske spejdere pakker sammen på den internationale spejderlejr Jamboree i den sydvestlige del af Sydkorea, efter at myndighederne i landet har varslet orkan.

Flere er flygtet

Her har den medført kraftige vindstød og store regnskyl. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har to mennesker mistet livet i uvejret, og mindst 62 er blevet kvæstet.

Japans Meteorologiske Institut har oplyst, at vindstyrken i orkanen var på 162 kilometer i timen med vindstød helt op til 234 kilometer i timen.

Flere lande som USA og Storbritannien har allerede forladt lejren, efter at en voldsom hedebølge skyllede ind over Sydkorea og sendte temperaturen i vejret.

Risikerer at blæse væk

Danmark besluttede sig dog for at blive trods den bagende sol.

- Vi var forberedt på sol og hedebølge. Vi har taget vores forbehold med bøllehat, og vi husker solcreme og skygge. Der var fra lejrens side også indsat kølebusser.

Men solcreme og bøllehatte beskytter ikke mod, at spejderteltene risikerer at blæse væk, og derfor siger spejderne nu stop for lejren, som bliver holdt ved byen Buan.

- De her vindstød og det her kraftige regn, det kan vi ikke helgardere os mod nu, og det er derfor, vi har besluttet os for at forlade lejren, siger Celine Lilienhoff Jagd.

Indlogeret i Seoul

Spejdere, spejderledere og frivillige bliver mandag aften samlet i busser klokken 20.00 sydkoreansk tid. Det svarer til klokken 13.00 i Danmark.

Herfra vil de blive kørt til Seoul, hvor de skal indlogeres, indtil de rejser hjem til Danmark mellem den 12. og 14. august.

De danske spejdere vil for så vidt muligt forsøge at holde spejderaktiviteterne kørende med de andre lande, i det omfang det kan lade sig gøre i storbyomgivelserne, fortæller Celina Lilienhoff Jagd.

- Vi forventer at lave andre aktiviteter sammen med de andre spejdere, der hvor vi flytter hen. Der er også et internationalt afslutningsshow, som vi forventer, at lejren stabler på benene, som man kan se på afstand, og som vi selvfølgelig også skal deltage i, siger hun.

Samme slags uvejr har forskellige betegnelser

Her kan du se en oversigt over, hvor i verden de forskellige betegnelser orkaner, cykloner og tyfoner bliver brugt.

  • Caraibiske hav, den Mexicanske Gulf og det nordlige Atlanterhav: Hurricanes/Orkan
  • Østlige del af det nordlige Stillehav: Hurricanes/Orkan
  • Centrale del af det nordlige Stillehav: Hurricanes/Orkan
  • Vestlige del af det nordlige Stillehav: Tyfon
  • Omkring Filippinerne: Tyfon
  • Nordlige Indiske Ocean: Cyklon
  • Sydvestlige Indiske Ocean: Cyklon
  • Omkring Indonesien: Cyklon
  • Omkring Australien: Cyklon
  • Salomonhavet og Papuabugten: Cyklon
  • Sydvestlige Stillehav: Cyklon

Kilde: DMI

Powered by Labrador CMS