Danmark klart til gas-lukning
Energiopgøret med Rusland tager til. Nødplanerne er klar, hvis Putin lukker for gassen, siger Dan Jørgensen
Danmark er forberedt på, at Rusland måske lukker for gas til Danmark og andre europæiske lande. Det siger klima- og energiminister Dan Jørgensen (S).
Udmeldingen kommer i forbindelse med et møde for EU's energiministre i Bruxelles mandag. Her skal ministrene diskutere den optrapning i energikrigen, der i sidste uge førte til, at Rusland lukkede for gassen til Polen og Bulgarien.
Planer på plads
- Vi har i noget tid været tvunget til at skulle forberede, hvad der sker, hvis gassen bliver lukket. Enten som følge af at Putin lukker for tilførslen, eller hvis vi EU som del af sanktionerne lukker for at købe gas. Derfor er nødplanerne på plads, siger Dan Jørgensen.
Mødet for energiministrene kommer, forud for at EU-Kommissionen i denne uge ventes at præsenterer et udspil til en sjette sanktionspakke.
Stop af import
Den næste sanktionspakke ventes at indeholde forslag om at udfase import af russisk olie ved udgangen af i år.
Dermed er der ikke lagt op til et omgående stop for køb af olie, der allerede nu kunne ramme Ruslands krig i Ukraine. Det har landet som Polen talt for.
Det er dog især energiafhængige lande som Tyskland, der kæmper for en langsommere udfasning. Tyskland ønsker en overgangsperiode, til man har alternativer klar.