Costa del Danmark

De voldsomme temperaturer i Sydeuropa kan vende turiststrømmen mod blandt andet køligere Danmark

Offentliggjort Sidst opdateret

Tårnhøje sommertemperaturer i Sydeuropa kan skabe varige ændringer i folks rejsevaner og sende flere turister til kølige destinationer.

Sådan lyder forudsigelsen fra turismeorganisationer og eksperter.

Data fra ETC - en sammenslutning af europæiske turismeorganisationer - understøtter forudsigelsen.

En kvinde hælder tirsdag under en hedebølge vand på nakken af en mand foran Colosseum i Rom.
En kvinde hælder tirsdag under en hedebølge vand på nakken af en mand foran Colosseum i Rom.

Antallet af mennesker med håb om at rejse til middelhavslandene i perioden juni til november er nemlig faldet med ti procent sammenlignet med sidste år. Også 2022 var i Europa præget af tørke og skovbrande.

Stor bekymring

Imens oplever lande som Tjekkiet, Irland, Bulgarien og også Danmark en stigende interesse.

- Vi forventer, at uforudsigelige vejrforhold i fremtiden vil have større indflydelse på rejsendes valg i Europa, siger Miguel Sanz, præsident for ETC.

En rapport fra organisationen viser også, at 7,6 procent af rejsende nu ser ekstreme vejrhændelser som en stor bekymring i forbindelse med rejser mellem juni og november.

46 grader

Tirsdag eftermiddag ventes op mod 46 grader på øen Sardinien i Italien. I dele af landet ventes det, at der kan opleves ekstrem varme i yderligere ti dage, skriver BBC.

Historier om turisters udfordringer i varmen - blandt andet i Grækenland, hvor en ambulance stod klar ved Akropolis til at redde turister - har de seneste uger stået i kø i medierne.

- Vores seneste undersøgelser indikerer et fald i antallet af mennesker, som har interesse i at rejse i august, højsæsonen, mens flere europæere overvejer ture i løbet af efteråret, siger ETC-præsident Miguel Sanz.

Tænker sig om

Flere turister i Rom fortæller, at de vil overveje det en ekstra gang, før de booker en tur til den italienske hovedstad i juli.

- Jeg ville komme hertil, når det er koldere, siger amerikanske Dalphna Niebuhr, som er på ferie med sin mand.

- Kun juni, april.

Hun siger, at varmen gør hendes tur "jammerlig".

Powered by Labrador CMS