Farvel til regnvejret – sommeren vender tilbage i løbet af weekenden

Vejret 11. maj 2018 bliver både tørt, stabilt og lunt. Efter en Kristi Himmelfartsdag med vild nedbør vender de lune forårstemperaturer tilbage i løbet af fredag. Samtidig tegner weekenden til at blive helt sommerlig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejret 11. maj 2018 tegner til at blive mere ensartet, end det vejr, danskerne var vidne til i går, på Kristi Himmelfartsdag.

Nedbør med voldsom regn og hagl ramte flere steder i Danmark i løbet af torsdag 10. maj – men alt det er nu fortid.

– Alt tyder på, at varmen så småt vender tilbage i løbet af de næste dage, med søndag som det foreløbige højdepunkt rent temperaturmæssigt, fortæller Dan Nilsvall, der er vagthavende meteorolog hos DMI.

Skyerne bliver opløst i løbet af dagen

Vejret 11. maj 2018 begynder dog en kende våd i de mest østlige egne af Danmark, men det stilner af først på dagen.

– Det kan opleves, at der er mange skyer, men de vil i stor stil gå i opløsning i løbet af dagen, og dermed klarer det med andre ord op, understreger Dan Nilsvall.

Vinden bliver bliver let til frisk vest og nordvestlig vind, som hen under aften aftager og bliver ret svag.

Også næste uge ser ganske glimrende ud

Dan Nilsvall er også ganske overbevist om, at vejret i næste uge vil være ganske sommerligt.

– Vi må nok forvente, at der i løbet af ugen, måske torsdag, vil komme lidt nedbør, men i betragtning af årstiden, så vil den indledende del af næste uge være ganske varm, påpeger Dan Nilsvall.

Temperaturerne vil – både i weekenden og i den første del af næste uge – ligge lige på den lune side af 20 grader.

(Kilde: DMI)

Powered by Labrador CMS