Chokerende anklage mod skandaleprins
En kvinde har anklaget britiske prins Andrew for overgreb begået for mere end 20 år siden
Den britiske prins Andrew er blevet præsenteret for de juridiske papirer i en amerikansk retssag anlagt af en kvinde, der anklager ham for at have misbrugt hende seksuelt, da hun var teenager.
Ifølge en erklæring indgivet i New Yorks sydlige distrikt blev søgsmålet leveret til prinsens hjem i Windsor, England, 27. august.
Det skriver nyhedsbureauet AFP fredag.
En talsperson fra prins Andrew afviser at kommentere historien over for AFP.
Ifølge mediet The Sun har der været flere forsøg på at forkynde søgsmålet over for prinsen. Blandt andet skulle det have været givet til en politibetjent, som skulle overdrage det.
Advokater vil afvise
Prinsens advokater vil ifølge mediet afvise, at han er blevet lovligt forkyndt.
Virginia Giuffre sagsøgte prins Andrew i sidste måned.
Hun anklager ham blandt andet for at have tvunget hende til sex i London.
Det skulle være sket hjemme hos Ghislaine Maxwell for mere end 20 år siden.
Maxwell er den nu afdøde finansmand Jeffrey Epsteins ekskæreste og mangeårige samarbejdspartner.
Solgt af Jeffrey Epstein
Hun sidder i øjeblikket fængslet i New York på anklager om, at hun skulle have hjulpet Epstein med at rekruttere og misbruge unge piger seksuelt.
Ifølge Virginia Giuffre blev hun som ung solgt til sex af Jeffrey Epstein.
Han tog sit eget liv i et fængsel i New York City i august 2019.
Det skete, da han ventede på at blive stillet for en dommer for beskyldninger om ulovlig menneskehandel og seksuelle overgreb mod mindreårige.
Anklagerne kunne have sendt ham i fængsel i op mod 45 år.