Cessna-fly styrter ned i lufthavn: Mindst fem døde
Mindst fem er døde, og syv er kvæstede efter flystyrt i dårligt vejr
Mindst fem mennesker har mistet livet i Polen, efter at et lille fly er styrtet ned i en hangar.
Det melder Polens sundhedsminister.
- Vi har mindst syv kvæstede og fem døde, skriver sundhedsminister Adam Niedzielski på Twitter, der omtaler ulykken som en "lufthændelse".
Det var ifølge det polske nyhedsbureau PAP et lille fly af typen Cessna 208, der styrtede ned i en hangar i det centrale Polen.
Forsøgte at lande
Ulykken skete, da flyet forsøgte at lande i lufthavnen Chrcynno nær hovedstaden Warszawa under dårligt vejr, melder nyhedsbureauet.
Piloten i Cessna-flyet fløj ifølge en talsperson for det statslige brandvæsen alene.
Ifølge Niedzielski blev fire helikoptere samt ti ambulancer send ud til ulykkesstedet, der er cirka 47 kilometer fra hovedstaden.
Folk havde søgt i ly
Den lokale talskvinde for politiet Joanna Wielocha fortæller, at man fik en anmeldelse om hændelsen klokken 17.40.
PAP citerer talskvinden for brandvæsnet Monika Nowakowska-Brynda for at sige, at der var folk i hangaren, som havde søgt ly fra det dårlige vejr.
Vejret er også ifølge hende den sandsynlige årsag til styrtet.