Bryllupsbus i ulykke: 10 døde
En bus er forulykket i den australske delstat New South Wales. Mindst ti personer er omkommet, oplyser politi
Mindst ti personer er døde i en busulykke i den australske delstat New South Wales.
Den 58-årige fører af bussen er blevet anholdt, oplyser australsk politi ifølge nyhedsbureauet AFP.
11 personer har pådraget sig skader i forbindelse med, at bussen skred ned fra en rampe i en rundkørsel, oplyser australsk politi søndag aften dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ulykken fandt sted nær byen Greta, der ligger 180 kilometer nordøst for Sydney.
Byen ligger i området Hunter Valley, som er kendt for vinproduktion og er en populær bryllupsdestination.
På vej til bryllup
Ifølge det australske medie ABC var bussen angiveligt på vej fra et bryllup.
Politiet oplyser, at ulykken nu undersøges nærmere.
- Vi venter stadigvæk på, at yderligere detaljer kommer frem i lyset, mens efterforskningen skrider frem. Vi kender ikke omstændighederne omkring ulykken i øjeblikket, lyder det fra Jay Suvaal, der er borgmester i den nærliggende by Cessnock ifølge ABC.
Dødstallet kan stige
Politiet oplyser ifølge mediet, at ti personer er døde, men at dødstallet kan stige.
Elleve personer er kørt på hospitalet. Yderligere 18 personer befandt sig i bussen.
Både politi, brandvæsen, redningspersonale og helikoptere var involveret i redningsaktionen.
Jay Suvaal sender en stor tak til de myndigheder, der har været involveret i redningsaktionen.
- Jeg vil gerne sende min sympati og tanker til familier og venner til dem, der har været involveret, siger borgmesteren.
Vej lukket
Ifølge ham vil de lokale myndigheder tilbyde støtte til både redningspersonale og politiet i løbet af mandagen.
Ulykken har lukket vejen, og bilister opfordres til at finde alternative ruter. Det forventes, at vejen vil være lukket i "noget tid", skriver ABC.