Briterne dropper corona-restriktioner
Faldende antal coronaindlagte er medvirkende til, at Storbritannien dropper coronarestriktioner
Storbritannien ophæver de resterende coronarestriktioner.
Det oplyser landets premierminister, Boris Johnson, mandag i en tale i parlamentet.
Han siger, at det er slut med regler fra regeringen om, hvordan borgere skal opføre sig. Man går over til personligt ansvar.
Johnson tilføjer, at pandemien ikke er ovre. Men briterne er forbi toppen af bølgen drevet af omikronvarianten. Derudover er antallet af coronaindlagte faldende. Derfor er det tid til at sige farvel til restriktioner.
Storbritannien ophæver også kravet om selvisolation efter en positiv coronatest. Kravet ophører torsdag.
Frem til 1. april lyder anbefalingen dog fortsat, at personer, der testes positive, bliver hjemme, til de er raske. Derefter er opfordringen, at personer med coronasymptomer udviser "ansvar", lyder det fra den britiske premierminister.
Han mener, at landets vaccinationsprogram er stærkt medvirkende til, at briterne dropper coronarestriktioner.
Over 71 procent af landets borgere har fået et tredje coronastik. Et såkaldt boosterstik.
Storbritannien planlægger også at skrue ned for den massetestning for coronavirus, som landet har haft.
Fra 1. april er det slut med massetest, oplyser Boris Johnson.