Brande smadrer hundredvis af hjem

Store og intense skovbrande i flere amerikanske byer i Midtvesten forventes i værste fald at kræve liv

Offentliggjort Sidst opdateret

Titusindvis af mennesker er blevet evakueret fra skovbrande, der hærger nær Denver i den amerikanske delstat Colorado.

Mindst 370 hjem er blevet ødelagt i flammerne, og yderligere 210 andre huse menes at være gået tabt.

Det siger sheriffen i byen Boulder, Joe Pelle, på et pressemøde torsdag.

En person er indtil videre meldt alvorligt såret i skovbrandene, oplyser sheriffen.

- Jeg vil gerne understrege, at det på grund af omfanget og intensiteten af disse skovbrande og deres tilstedeværelse i et tætbefolket område er sandsynligt, at der vil komme sårede og døde, siger Joe Pelle.

Skovbrande har ødelagt mindst 370 hjem i delstaten Colorado.
Skovbrande har ødelagt mindst 370 hjem i delstaten Colorado.

Ifølge avisen Colorado Sun bliver en række mennesker behandlet for forbrændingsskader.

I byen Louisville er 20.000 mennesker blevet beordret til at evakuere, mens det samme gør sig gældende for 13.000 mennesker i nabobyen Superior. De to byer ligger omkring 30 kilometer nordvest for Denver.

Skovbrandene begyndte i området torsdag. Nogle af dem blev udløst af elledninger, der blæste omkuld på grund af kraftige vinde.

Titusindvis af mennesker er blevet bedt om at forlade deres hjem, mens skovbrande hærger i flere amerikanske byer.
Titusindvis af mennesker er blevet bedt om at forlade deres hjem, mens skovbrande hærger i flere amerikanske byer.

Billeder, der er blevet delt på Twitter, viser enorme flammer tæt på, hvad der ligner en række huse.

En video viser en brand på en parkeringsplads, hvor træer og græs står i flammer, mens kraftig vind slynger røgen rundt.

Colorado er ramt af en årelang tørke, der har efterladt områder udtørrede og sårbare over for skovbrande.

Selv om brandene er en naturlig del af naturens cyklus, er omfanget og intensiteten af dem taget til de seneste år.

Forskere mener, at den globale opvarmning er med til at ændre vejrmønsteret i delstaten.

Powered by Labrador CMS