Bomber nær polsk grænse

Søndag morgen har missiler ramt en by nær den polske grænse

Offentliggjort Sidst opdateret

I byen Javoriv nær den polske grænse er Ukraines center for international fredsbevarelse og sikkerhed søndag morgen angiveligt blevet bombet.

Det oplyser den militære administration i den vestlige by Lviv ifølge The Guardian.

Centret ligger cirka 25 kilometer fra grænsen til Polen.

Ifølge foreløbige oplysninger blev otte missiler affyret mod centret.

Kraftige eksplosioner

Samtidig oplyser adskillige øjenvidner til BBC, at de har hørt eksplosioner i Lviv.

Det ukrainske nyhedsbureau Unian citerer desuden brugere på sociale medier, der fortæller, at de har hørt to kraftige eksplosioner i byen.

Lviv ligger omkring 70 kilometer fra grænsen til Polen.

Kunne høres i Polen

En journalist fra det tyske nyhedsbureau dpa oplyser, at eksplosionerne kunne høres på den polske side af grænsen.

Natten til søndag kunne lyden af sirener høres i næsten hver region af Ukraine, skriver avisen The Kyiv Independent.

En ukrainsk musiker spiller nær togstationen i Lviv
En ukrainsk musiker spiller nær togstationen i Lviv

KORT OM KONFLIKTEN

Konflikten i Ukraine foregår på forskellige niveauer: mellem grupperinger internt i Ukraine; mellem ukrainske myndigheder og Rusland; og mellem NATO og Rusland.

Det er en konflikt om landområder, magt og sikkerhed, hvor spørgsmål knyttet til historie, identitet og folkeret er vigtige.

Kilde: Globalis.dk
Powered by Labrador CMS