Bombe springer i europæisk hovedstad
Har forårsaget en del materielle skader
En bombe er natten til lørdag eksploderet i det centrale Athen foran det græske beskæftigelsesministerium.
Det skriver græske medier, herunder tv-stationen ERT News.
Ingen mennesker er kommet til skade, men bomben har forårsaget en del materiel skade, siger en talsperson for politiet.
Også en bank, der ligger ved siden af ministeriet, har fået facaden ødelagt.
Fik anonymt opkald
Inden bomben eksploderede klokken 01.29, fik den græske avis Efimerida ton Syntakton et anonymt opkald, der advarede om, at en bombe ville eksplodere ved ministeriet 40 minutter senere.
Derfor kunne politiet nå at afspærre området, oplyser politiet i Athen.
Den mand, der ringede til avisen, sagde, at han er medlem af en gruppe, der kalder sig Den Revolutionære Klasses Selvforsvar. Det er en hidtil ukendt gruppe.
I de seneste årtier har anarkistiske grupper og personer på den yderste venstrefløj ind imellem foretaget lignende angreb.
Ofte mod offentlige bygninger
Disse angreb er ofte rettet mod offentlige bygninger, banker og diplomatiske repræsentationer.
Politiets antiterrorenhed er nu ved at efterforske det natlige bombeangreb.
- Vi er bekymrede over angrebet, og vi har tillid til politiet, siger en talsmand for den græske regering ifølge AFP.