Biden vil lette benzinprisen

USA's præsident deltager lørdag i topmøde i Saudi-Arabien, hvor de høje oliepriser ventes at blive et tema

Offentliggjort Sidst opdateret

USA har tidligere uden held appelleret til det olierige Saudi-Arabien om at åbne mere op for hanerne for at bringe de aktuelt høje oliepriser ned, og det emne ventes USA's præsident, Joe Biden, at tage op, når han lørdag deltager på et arabisk topmøde som afslutning på en rundtur i Mellemøsten.

Høje oliepriser gør det også dyrere at tanke bilen op med benzin, og det kan ramme Bidens demokratiske parti, når de amerikanske vælgere i november skal stemme ved midtvejsvalget til Kongressen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Verdens største

På lørdagens møde i Jeddah ved Rødehavets kyst i Saudi-Arabien samles lederne fra de seks medlemmer af Golfens Samarbejdsråd samt lederne fra Egypten, Jordan og Irak.

Biden ankom fredag til Saudi-Arabien, der er en mangeårig allieret af USA, som køber for milliarder af dollar af amerikanske våben. Og så er Saudi-Arabien verdens største eksportør af råolie.

Jake Sullivan, der er Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, dæmpede fredag dog forventninger om konkrete resultater på topmødet med hensyn til olieforsyninger fra Saudi-Arabien.

Styrer halvdelen i verden

- Jeg tror ikke, at du skal forvente en særlig bilateral meddelelse, siger Sullivan før mødet i Jeddah.

- Vi mener, at enhver yderligere handling, der tages for at sikre, at der er tilstrækkelig energi til at beskytte den globale økonomis tilstand, vil blive gjort i forbindelse med Opec+, siger han med henvisning til Organisationen af Olieeksporterende Lande samt ti andre af verdens største olieeksportører.

Kartellet kontrollerer over 50 procent af den globale olieforsyning, og har dermed betydelig indflydelse på prisen på olie.

Efterlader ikke tomrum

Ifølge Jake Sullivan vil Biden på topmødet få mulighed for at fremlægge sin "vision og sin strategi" for USA's engagement i Mellemøsten.

Biden har sagt, at hans rundrejse "handler om igen at placere Amerika i denne region for fremtiden".

- Vi vil ikke efterlade et tomrum i Mellemøsten, som Rusland eller Kina kan udfylde, sagde han fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den amerikanske præsident Joe Biden vil have oliepriserne ned, og han ønsker at Saudi-Arabien skurer på hanerne.
Den amerikanske præsident Joe Biden vil have oliepriserne ned, og han ønsker at Saudi-Arabien skurer på hanerne.

KORT OM KONFLIKTEN

Krigen i Donbass, også kendt som Krigen i Østukraine er en igangværende konflikt siden 2014 i regionen Donbass i det østlige Ukraine.

Konflikten startede efter Den ukrainske revolutionen i 2014 og Krimkrisen i 2014. Separatister overtog kontrollen med offentlige bygninger, og erklærede Donbass uafhængigt fra Ukraine. Den 6. april 2014 blev Folkerepublikken Donetsk oprettet i Donetsk oblast, dette markerer starten på konflikten. Den 27. april samme år blev Folkerepublikken Lugansk i Luhansk oblast oprettet. I alt er over 5.000 mennesker er meldt dræbt og over 1,5 millioner er drevet på flugt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS