Biden undskylder over Trump
USA's præsident undskylder for, at landet trak sig fra Parisaftalen, og lover øget indsats i klimakrisen
USA's præsident, Joe Biden, lover i en tale ved klimatopmødet COP27 i Egypten, at han vil stå fast på sine løfter om at styrke indsatsen for at begrænse klimaforandringer.
- Jeg kan stå her som præsident for USA og sige med overbevisning, at USA vil nå vores klimamål inden 2030, lover Biden i sin tale.
Er på vej
Han tilføjer, at USA er "på vej" til at nå målet om at reducere sin udledning af klimaskadelige gasser inden 2030 med 50-52 procent i forhold til niveauet i 2005.
Præsidenten undskylder samtidig for, at USA midlertidigt trak sig ud af Parisaftalen.
Det var Bidens umiddelbare forgænger på posten, Donald Trump, som i 2017 trak USA ud af aftalen, der var indgået mindre end to år tidligere. Trump mente, at den var skadelig for USA's økonomi.
Klar med pengene
Biden lover derimod, at hans regering er klar til at lade store pengebeløb følge med løfterne.
- Klimakrisen handler om menneskelig sikkerhed, økonomisk sikkerhed, miljømæssig sikkerhed, national sikkerhed og selve livet på planeten, siger Biden.
God økonomisk politik
Han annoncerer samtidig, at USA vil give 150 millioner dollar (knap 1,1 milliard kroner) til den globale klimafond, der skal hjælpe afrikanske lande med at tilpasse sig konsekvenserne af klimaforandringer.
- God klimapolitik er god økonomisk politik, tilføjer han.
Et af de store emner på COP27 er spørgsmålet om de rige landes betaling til fattigere lande.
Klimatopmødet finder sted i Sharm el-Sheikh i Egypten.