Biden truer med veto
- Hvis Kongressen vedtager et landsdækkende forbud mod abort, vil jeg nedlægge veto mod det, siger Joe Biden
Præsident Joe Biden vil ikke holde tilbage med at bruge sin vetoret, hvis USA's lovgivende forsamling, Kongressen, skulle vedtage et landsdækkende forbud mod abort.
Det siger han natten til onsdag i sin State of the Union-tale.
- Tag ikke fejl: Hvis Kongressen vedtager et landsdækkende forbud mod abort, vil jeg nedlægge veto mod det, siger han.
Der ser i øjeblikket ikke ud til at være flertal for et forbud mod abort i den amerikanske Kongres.
Afskaffede ret til abort
Emnet er kommet på tale, efter at landets Højesteret sidste år afskaffede den højesteretssikrede ret til abort i alle USA's delstater.
Siden 1973 har amerikanske kvinder haft ret til abort qua den afgørelse, som Højesteret traf i sagen "Roe mod Wade". Afgørelsen gjorde, at USA's delstater ikke måtte forbyde abort.
Men i 2022 kom et nyt delstatsligt forbud fra Mississippi for Højesteret, som blåstemplede delstatens forbud mod aborter efter 15 ugers svangerskab.
Et 5-4-flertal i Højesteret besluttede desuden, at den nye dom skulle danne det juridiske grundlag, som gør, at delstater nu selv må beslutte deres abortlovgivning.
Kan skrives ind i lovgivningen
Det betyder dog ikke nødvendigvis, at den fri abort er en saga blot i USA.
Kongressen har stadig mulighed for at skrive retten til abort ind i lovgivningen fremfor at basere det på en højesteretsafgørelse.
Ligeledes kan Kongressen også vedtage et landsdækkende abortforbud - men det har Biden altså ikke tænkt sig at underskrive.
Klimakrise og samarbejde
State of the Union-talen holdes årligt og er præsidentens mulighed for at tage temperaturen på, hvordan det går i nationen.
Biden kom også forbi emner som klimakrisen og samarbejdet mellem republikanere og demokrater.