Biden skal mødes med Mette F. igen

Joe Biden er landet i Finland, hvor han skal mødes med Nordens statsministre, heriblandt Mette Frederiksen

Offentliggjort Sidst opdateret

Den amerikanske præsident, Joe Biden, er onsdag landet i den finske hovedstad, Helsinki, hvor han skal mødes med den finske præsident, Sauli Niinistö, og statsministrene fra de nordiske lande.

Den 80-årige præsident tager det næste skridt af sin europaturné, efter han tirsdag og onsdag deltog i topmødet med stats- og regeringschefer i de andre lande i den vestlige forsvarsalliance Nato i Vilnius i Litauen.

Længste grænse

Finland er blevet et interessant stop på turnéen, efter at landet sammen med Sverige sidste år søgte om optagelse i Nato i kølvandet af Ruslands invasion af sit naboland Ukraine.

Finlands grænse til Rusland er den længste blandt EU-landene, og Rusland har allerede invaderet finnerne én gang under Vinterkrigen i 1939.

Joe Biden bliver desuden den første amerikanske præsident til at besøge Helsinki, efter at hans forgænger, Donald Trump, mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin, der for fem år siden.

Krig og klima på dagsordene

Statsministrene fra Sverige, Norge, Finland og Island deltager også i mødet. Fra Danmark deltager statsminister Mette Frederiksen (S).

På dagsordenen er blandt andet Ruslands krig i Ukraine, opfølgning på Nato-topmødet i Vilnius og den grønne omstilling.

Sverige fik ja

Finland blev uden de store problemer indlemmet i Nato i april i år, efter at samtlige medlemslande havde sagt god for medlemskabet og ratificeret det i deres egne parlamenter.

Sverige fik et endeligt ja til medlemskab under topmødet i Vilnius, hvor Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, efter lang tids strid med landet lovede at få Sveriges medlemskab ratificeret i sit hjemland.

Præsident Joe Biden hilser på USA's ambassadør i Finland, Douglas Hickey, og hans hustru efter at have landet i landets hovedstad, Helsinki.
Præsident Joe Biden hilser på USA's ambassadør i Finland, Douglas Hickey, og hans hustru efter at have landet i landets hovedstad, Helsinki.

NATO

* Navn: Den Nordatlantiske Traktats Organisation.

* Historie: Politisk og militær alliance dannet i 1949 mellem 12 lande i Nordamerika og Vesteuropa. Medlemmerne lovede gensidigt at støtte og beskytte hinanden mod trusler fra Sovjetunionen.

* Kerne: Den såkaldte musketered - traktatens artikel 5 - siger, at et angreb på ét medlem regnes som et angreb på dem alle.

Musketereden har kun været aktiveret én gang: 12. september 2001, dagen efter terrorangrebene i USA.

* Medlemmer: 29 lande.

Stifterne var Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.

Senere tilkomne medlemmer: Grækenland, Tyrkiet, Vesttyskland (senere Tyskland), Spanien, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien, Rumænien, Albanien, Kroatien og senest Montenegro.

* Hovedkvarter: Bruxelles i Belgien.

* Militærkommando: Shape (Supreme Headquarters Allied Powers Europe) i Mons i Belgien.

* Ledelse:

Generalsekretæren kommer traditionelt fra et europæisk medlemsland.

Øverste militære leder er per tradition en amerikaner. 

Natos øverste myndighed er Det Nordatlantiske Råd (NAC), der til daglig består af ambassadører fra medlemslandene. NAC har kontorer i Nato-hovedkvarteret og holder møder hver uge.

Med jævne mellemrum mødes NAC på udenrigs- eller forsvarsministerniveau. Stats- og regeringscheferne holder topmøde efter behov.

Hvert land har et medlem af Natos militærkomité, der fungerer som rådgiver i militære spørgsmål. 

Kilde: NATO
Powered by Labrador CMS