Beverly Hills-skuespiller er død efter kræftsygdom
Skuespilleren Shannen Doherty, som især er kendt fra tv-serien "Beverly Hills 90210", er død - 53 år
Skuespilleren Shannen Doherty, som er kendt fra rollen som Brenda Walsh i tv-serien "Beverly Hills 90210", er død. Hun blev 53 år.
Det skriver det amerikanske medie People.
- Det er med et tungt hjerte, at jeg kan bekræfte skuespiller Shannen Dohertys bortgang. Lørdag 13. juli tabte hun sin kamp mod cancer efter at have kæmpet mod sygdommen i mange år, udtaler Dohertys mangeårige publicist til People.
Doherty blev første gang diagnosticeret med brystkræft i 2015, og i 2017 kunne hun oplyse, at sygdommen var vendt tilbage.
Med fra start
Beverly Hills 90210 fik premiere i oktober 1990.
Shannen Doherty forlod serien efter den fjerde sæson i 1994.
Hun har siden flere gange gæstet serien 90210, som fik premiere i 2008, skriver People.
Ud over rollen som Brenda Walsh er Shannen Doherty nok mest kendt for at spille Prudence Halliwell i serien "Heksene fra Warren Manor", hvor hun er den ældste af tre søstre, som er hekse.
Hun nåede også at instruere flere afsnit af "Heksene fra Warren Manor", inden hun forlod serien efter tredje sæson i 2001.
Med i "Det lille hus på Prærien"
Shannen Doherty blev født i Memphis i den amerikanske delstat Tennessee i april 1971. Hun har været skuespiller, siden hun var barn.
I en alder af 11 år spillede hun rollen som Jenny Wilder, som er niece til Laura Ingalls Wilder, i den sidste sæson af "Det Lille Hus på Prærien" ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Inden hun i 1990'erne indtog centrale roller i de to hitserier, havde hun også en rolle i filmen "Heathers" fra 1988. Her spillede hun en af de tre teenagepiger ved navn Heather, som titlen referer til - Heather Duke.
Doherty har været gift tre gange. Senest med fotografen Kurt Iswarienko, men i 2023 kom det frem, at parret skulle skilles.