Betjente angrebet med søm og køller
Der har igen været masseanholdelser efter sammenstød mellem to eritreiske grupper. Denne gang i Stuttgart
Over 200 eritreiske oppositionstilhængere er blevet anholdt i den tyske by Stuttgart efter voldsomme sammenstød med politiet.
Det oplyser det lokale politi søndag.
Uroen opstod lørdag aften, da oppositionstilhængerne angiveligt prøvede at bryde ind i et arrangement organiseret af tilhængere af Eritreas regering.
Omkring 300 betjente blev sendt til stedet.
Massiv vold
De blev fanget i "massiv vold" mellem de to rivaliserende grupper.
Det siger Carsten Hofle, der er vicepolitikommissær i Stuttgart.
- Hverken intensiteten eller omfanget af volden var forudset, lyder det.
Ifølge politiet blev betjente angrebet med køller, søm, metalstænger, flasker og sten. Politiet har søndag fremvist flere af genstandene på et pressemøde.
26 betjente kom angiveligt til skade i sammenstødene.
Nægte at følge politiets anvisninger
Ved arrangementet stødte omkring 90 eritreiske regeringstilhængere sammen med flere hundrede oppositionstilhængere.
Den sidstnævnte gruppe nægtede angiveligt at udføre sin protest på politiets angivne sted.
Det er anden gang inden for de seneste måneder, at en tysk by oplever vold i forbindelse med et eritreisk arrangement.
Det samme skete i juli i byen Giessen, hvor over 100 personer blev anholdt.
67 anholdt i Danmark
Også i Danmark og Sverige har der været samme tendens.
Tidligere i september anholdt det danske politi 67 personer i forbindelse med eritreiske demonstrationer og voldelige sammenstød på Amager.
Måneden forinden var over 100 personer blevet anholdt under uroligheder ved en eritreisk festival i svenske Stockholm. Flere blev også kvæstet.
30 års uafhængighed
Eritrea har i år markeret 30 års uafhængighed fra Etiopien.
I den forbindelse har eritreere i udlandet holdt adskillige arrangementer. Flere af dem er endt i konflikt mellem stridende grupper.
Eritrea er et af Afrikas fattigste lande og et af verdens mest isolerede. FN anslår, at hundredtusindvis af eritreere er flygtet fra landet.