Beordrer julefred
I forbindelse med julen i den ortodokse kirke skal der sættes en stopper for krigshandlingerne i Ukraine
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har erklæret våbenhvile i Ukraine fredag og lørdag i forbindelse med julen i den ortodokse kirke.
Det skriver flere internationale nyhedsbureauer på baggrund af en udmelding fra Kreml.
Der er juledag i den ortodokse kirke lørdag, og russerne ønsker, at der skal sættes en stopper for krigshandlingerne fra klokken 12 fredag til midnat lørdag aften.
Tidligere torsdag opfordrede lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, til, at russerne og ukrainerne lagde deres våben i anledning af højtiden. Det er blandt andet på baggrund af den opfordring, at Putin har erklæret våbenhvile.
Patriark har indflydelse
- Set i lyset af en udtalelse fra Hans Hellighed Patriark Kirill har jeg instrueret forsvarsministeren for den russiske føderation i at introducere en våbenhvile langs hele frontlinjen i Ukraine fra klokken 12 fredag 6. januar til midnat lørdag 7. januar, siger Putin i en udtalelse ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.