Bedemand får 20 års fængsel for at sælge kropsdele
560 lig blev ifølge dom dissekeret, og kropsdele blev videresolgt. Nu er bedemand dømt for svindel
En tidligere ejer af en bedemandsforretning i den amerikanske delstat Colorado er tirsdag lokal tid idømt 20 års fængsel for svindel ved at videresælge kropsdele uden de efterladtes tilladelse.
Den svindeldømte er 46-årige Megan Hess, der allerede i juli erkendte sin skyld.
Hess drev bedemandsforretningen Sunset Mesa, samtidig med at hun ejede virksomheden Donor Services, som solgte kropsdele.
Videresolgt uden tilladelse
Hun er dømt for at have svindlet efterladte til afdøde ved at have dissekeret 560 lig og videresolgt kropsdele uden tilladelse.
Hendes 69-årige mor, Shirley Koch, har også erkendt sin skyld og ventes at få sin strafudmåling senere tirsdag.
- Hess og Koch brugte deres bedemandsforretning til nogle gange at stjæle lig og kropsdele ved at bruge forfalskede donorformularer, skriver anklager Tim Neff i retsdokumenter.
- Hess og Kochs handlemåde har påført familierne og de pårørende enorm følelsesmæssig smerte.
Ikke reguleret
Nyhedsbureauet Reuters beskriver salg af kropsdele i USA som en nærmest ureguleret industri.
Det er ganske vist ulovligt at sælge organer som hjerter, nyrer og sener til transplantation. De skal doneres.
Men salg af kropsdele såsom hoveder, arme og rygsøjler til forskning og uddannelse - hvilket var det, Hess gjorde - er ikke reguleret af føderal lovgivning.
Løj om at kremere
Den føderale sag blev indledt efter en serie undersøgende artikler fra Reuters mellem 2016 og 2018.
Flere tidligere ansatte fortalte, at Hess og Koch udførte uautoriserede dissekeringer af lig. Et par uger efter at en historie blev udgivet i 2018, ransagede forbundspolitiet FBI virksomheden.
Anklagerne lagde blandt andet vægt på, at Hess videresolgte kropsdele efter at have løjet over for efterladte om at have kremeret den afdøde.
Op mod 1000 dollar
Ifølge anklagerne tog Hess op mod 1000 dollar for kremeringer, som aldrig fandt sted. Det svarer med dagens kurs til omkring 7000 kroner.
Selskaber, som tilbyder træning af kirurger, og andre firmaer, som blandt andet købte arme, hoveder og torsoer, vidste ikke, at kropsdelene var blevet fremskaffet ved hjælp af svindel, mener anklagerne.
Løj for mere end 200 familier
Ifølge anklagerne blev der løjet for mere end 200 familier, som blandt andet modtog aske blandet fra forskellige lig.
I alt fortalte 26 ofre om den smerte, de oplevede, da de fandt ud af, deres afdøde nære var blevet dissekeret.
- Vores søde mor, de parterede hende, sagde Erin Smith.