Avis: USA forbereder sig på russisk brug af atomvåben
En gruppe undersøger hvilke modsvar, der skal bruges, hvis Rusland angriber konvojer på Nato-territorie
Det Hvide Hus i Washington D.C. har angiveligt samlet en ekspertgruppe i forbindelse med Ruslands eventuelle brug af blandt andet atomvåben.
Gruppen skal forberede scenarier for, hvordan USA og dets allierede skal reagere, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, frigiver sine lagre med kemiske våben, biologiske våben eller atomvåben.
Det skriver den amerikanske avis The New York Times.
Gruppen har fået navnet "The Tiger Team". Den består af nationale sikkerhedsembedsmænd.
Undersøger modsvar
Gruppen undersøger også, hvilke modsvar Putin skal blive mødt med, hvis Rusland når Nato-territorie for at angribe konvojer, der bringer våben og hjælp til det krigsramte Ukraine.
Det oplyser embedsmænd, som er involveret i processen, til avisen.
Putin gav i februar ordre til at øge beredskabet hos sine såkaldte "afskrækkelsesstyrker".
Styrkerne dækker blandt andet over enheder med atomvåben.
Forventer trussel
USA forventer, at Putin vil true med at bruge atomvåben, efterhånden som krigen i Ukraine trækker ud.
Det fremgår af en tidligere analyse fra USA's forsvarsministerium, Pentagon.
Imidlertid vil Rusland kun anvende atomvåben, hvis landet er truet på sin eksistens.
Det har talsmanden for den russiske regering, Dmitrij Peskov, udtalt.
Oprettet i februar
Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
Fire dage senere blev "The Tiger Team" oprettet.
Det oplyser embedsmænd, der har talt med avisen på betingelse af anonymitet.
Reaktioner på en eventuel russisk invasion af Moldova og Georgien er også blandt de emner, som gruppen kigger på.
Forberedelse på flygtninge
Det samme er, hvordan europæiske lande forberedes på de flygtninge, der strømmer ind i et omfang, der ikke er set i årtier, skriver avisen.
USA's præsident, Joe Biden, deltager i denne uge i møder med ledere fra Nato og EU samt G7 i Bruxelles i Belgien.
Nato har indkaldt til et ekstraordinært topmøde torsdag.
G7 består af landene Storbritannien, Japan, Italien, Tyskland, USA, Frankrig og Canada.