Australien opgiver at finde overlevende

En militærhelikopter styrtede ned i havet ud for Australiens nordøstlige kyst i begyndelsen af weekenden

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er ikke længere håb om at finde overlevende, efter at en militærhelikopter styrtede ned i havet ud for kysten i den australske delstat Queensland i begyndelsen af weekenden.

Det siger Australiens forsvarsminister, Richard Marles, på et pressemøde mandag. Det skriver det australske medie ABC News.

Fire mænd var om bord på helikopteren, da den forulykkede. Deres pårørende er blevet underrettet om, at myndighederne har opgivet at finde deres familiemedlemmer i live.

- Som sådan har indsatsen, der finder sted i Whitsunday-området, skiftet karakter fra at handle om eftersøgning og redning til at handle om bjærgning, siger Richard Marles ifølge ABC News.

Nær øgruppe

Helikopteren styrtede nær Whitsunday-øerne, som er en øgruppe i den nordøstlige del af Australien.

Styrtet skete under en stor militærøvelse, som Australien afholdt sammen med USA. Den involverede 30.000 soldater.

Den australske forsvarsminister har personligt talt med de omkomnes familier. I den forbindelse har han forsikret dem om, at militæret arbejder målrettet på at finde ligene efter de fire soldater.

Hvad skete der?

Flere hundrede medlemmer af den australske hær tager del i eftersøgningen.

- Vi står tydeligvis alle tilbage med spørgsmålet om, hvad der skete, siger Richard Marles.

For at finde vraget af helikopteren og de fire omkomne soldater bruger militæret sonarudstyr, fortæller Australiens forsvarschef, Angus Campbell.

Derudover hjælper dykkere med at lede.

Helikoptere er indsat i arbejdet med at finde ligene efter de omkomne ved helikopterstyrtet ud for Queensland i Australien.
Helikoptere er indsat i arbejdet med at finde ligene efter de omkomne ved helikopterstyrtet ud for Queensland i Australien.

Styrtede ned sent fredag aften

Helikopteren af typen MRH-90 Taipan styrtede ned sent fredag aften.

Det er ikke første gang, at det australske militær har haft problemer med sin flåde af MRH-90 Taipan-helikoptere.

Så sent som i marts blev en redningsmission iværksat for at redde ti besætningsmedlemmer ud for kysten i delstaten New South Wales, efter at de måtte forlade deres helikopter under en øvelse.

Og i 2019 fik hele flåden af helikoptertypen ifølge ABC News flyveforbud på grund af problemer med propellerne på halerotoren.

I april kunne mediet yderligere afsløre, at en kritisk softwareopdatering ikke var blevet installeret på helikopterne.

Planer om pensionering

Daværende forsvarsminister Peter Dutton offentliggjorde i slutningen af 2021 planer om at pensionere hele flåden et årti tidligere end planlagt og erstatte den med Black Hawk- og Seahawk-helikoptere fra USA.

Powered by Labrador CMS