Atomkraftværk 'ekstremt sårbart'

Situationen ved det store atomkraftværk Zaporizjzja kaldes for "ekstremt sårbar", efter endnu et strømsvigt

Offentliggjort Sidst opdateret

Det ukrainske atomkraftværk Zaporizjzja, der er Europas største, har mistet sin forbindelse til dets primære strømforsyning.

Det oplyser FN's atomenergiagentur mandag formiddag.

Nødgeneratorer i brug 

- Ukraines Zaporizjzja mistede her til morgen al udefrakommende elektricitet for syvende gang under konflikten, skriver Rafael Grossi, chef for Det Internationale Atomenergiagentur, på Twitter.

- Atomsikkerhedssituationen på kraftværket er ekstremt sårbar. Vi skal blive enige om at beskytte kraftværket nu. Det kan ikke fortsætte, skriver han.

Der er mandag taget dieseldrevne nødgeneratorer i brug.

Rusland har taget kontrol

Selv om kraftværkets seks reaktorer er blevet lukket, har de stadig brug for strøm konstant for at blive holdt nedkølet og undgå en nedsmeltning.

Rusland har i løbet af krigen i Ukraine taget kontrol over kraftværket.

Beskylder hinanden

Både Rusland og Ukraine beskylder hinanden for at være skyld i mandagens strømsvigt.

Rusland påstår, at ukrainerne har afbrudt et strømkabel, mens Ukraine påstår, at det skyldes russernes beskydninger.

Powered by Labrador CMS