Anholdt: Havde droner i bagagen

Var på vej ud af Norge med to droner

Offentliggjort Sidst opdateret

Norges politi anholdt tirsdag en russer, der ville krydse den norsk-russiske grænse med to droner i sin besiddelse. Det oplyser den statsejede tv-kanal NRK.

Russeren blev anholdt i Storskog, der er en grænseovergang mellem Norge og Rusland. 

Der blev beslaglagt store mængder film, oplyser NRK.

Storskog ligger i regionen Troms og Finnmark.

- Han blev stoppet ved Storskog den 11. oktober på vej ud af Norge. Det var en normal kontrol af told og politi, hvor de opdagede droner i hans bagage, siger politiadvokat Anja Mikkelsen Indbjør i Finnmark politikreds til NRK.

Er sigtet

Manden er sigtet for overtrædelse af sanktionsloven og sanktionsbestemmelserne, som trådte i kraft, efter Rusland invaderede Ukraine.

Paragraffen foreskriver ifølge NRK, at russiske selskaber ikke må flyve til Norge.

Ud over dronerne havde manden også flere harddiske med sig. 

Politiet vil gennemgå beslaglæggelsen og se på omfanget og indholdet af de droneoptagelser, der kan være taget i Norge.

Powered by Labrador CMS