Alle fundet efter lavineulykke
En halv snes personer blev begravet i snemasser ved lavineulykke på skisportssted søndag - alle er fundet
Redningsmandskab i det østlige Østrig har fundet alle de personer, som var savnet efter en lavine søndag i skiområdet Lech/Zürs i De Østrigske Alper.
Der var først meldinger om ti savnede, men sent søndag var antallet af savnede reduceret til to. Det skriver dpa.
Søndag aften var alle fundet, og redningsaktionen blev afblæst.
Ti personer begravet
Det skriver det østrigske nyhedsbureau APA.
Lavineulykken skete lidt før klokken 15 søndag eftermiddag. Meldingerne om, at ti personer blev begravet i snemasser under lavinen, var baseret på en video taget af en skiløber.
En person blev gravet fri hurtigt og fløjet til et hospital i Innsbruck med alvorlige kvæstelser. I alt blev fire mennesker kvæstet.
Var selv kommet fri
De personer, som man på videoen så blive begravet af lavinen, blev fundet henunder aften søndag, skriver APA.
Nogle af dem var selv kommet fri og var gået ned i dalen, hvorved de længe stod på listen over savnede, selv om de var i god behold.
Lavinen ramte ved et skisportsområde ved bjerget Trittkopf i delstaten Vorarlberg i det vestlige Østrig. Lech/Zürs-området bliver markedsført som "et af verdens bedste skiområder".
Det ligger i omkring 2700 meters højde og har mange turister i vintermånederne.
Lygter og hunde
Redningsmandskab ledte søndag aften efter de to sidste af de savnede. Det skete med lygter og med hjælp fra hunde. Tidligere på søndagen var der også taget helikoptere i brug i eftersøgningsoperationen.
Omkring 100 mennesker var sat ind i eftersøgningen efter overlevende.
Myndighederne har advaret om, at der er fare for laviner i området denne sæson.
I de seneste år har laviner i gennemsnit kostet omkring 20 mennesker livet årligt i Østrig, skriver nyhedsbureauet AFP.