Alarm: Bevæbnet mand anholdt tæt på Elizabeth
Arresteret ved Windsor Castle hvor Elizabeth sammen med blandt andre prins Charles og den øvrige royale familie er samlet
Midt under dronning Elizabeths juleferie på Windsor Castle er en bevæbnet mand blevet anholdt under et forsøg på at trænge ind i slottets bygninger.
Det skriver den engelske avis The Mirror.
Den bevæbnede skulle være en 19-årig mand fra Southampton.
Sky News skriver, at politiet fik melding om manden lørdag morgen klokken 8.30.
Det skulle ikke være lykkedes manden at trænge ind i nogen af bygningerne på slottet.
Politi bekræfter
Efter anholdelsen af den 19-årige bevæbnede mand har politiet bekræftet hændelsen:
- Vi kan bekræfte, at sikkerhedsprocesserne blev udløst lige få øjeblikke efter, at manden kom ind på området. Og han kom ikke ind i nogen bygninger, siger Rebecca Mears fra Thames Valley-politiet, der efterforsker hændelsen i samarbejde med politiet i London.