Aktie sendt på himmelflugt

Evergrandes aktie stiger 23 procent torsdag, efter at selskabet onsdag indgik en aftale om rentebetaling

Arkivfoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det har sat sit aftryk i aktiekursen, at den kinesiske ejendomsgigant Evergrande onsdag fik lukket en aftale om rentebetaling på et obligationslån.

Dermed ser fremtiden lidt lysere ud for det gældsplagede selskab. På børsen i Hongkong stiger kursen på selskabets aktier 23 procent torsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det kinesiske selskabs økonomiske vanskeligheder har de seneste dage været genstand for stor bevågenhed på aktiemarkederne.

Markederne har frygtet, at ejendomskoncernen kan trække andre med ned i et eventuelt kollaps, så krisen spreder sig som ringe i vandet.

Stadig lang vej

Trods stigningen på 23 procent er der stadig et godt stykke op til de tidligere højder på aktien, som i løbet af året hidtil er faldet med knap 85 procent.

Og en markedsanalytiker fra bankkoncernen JP Morgan siger, at investorerne da også stadig holder et meget vågnet øje på Evergrandes aktier.

- Det er stadig langt fra løst, siger Kerry Craig.

- Man vil se, at den umiddelbare frygt for et kollaps og efterdønninger begynder at mindskes, men det vil stadig være et problem, der stikker hovedet frem, fordi ejendomsmarkedet og anlægsarbejde er en så kæmpe del af den kinesiske økonomi.

Ånde lettet op

Det lykkedes altså Evergrande i hvert fald midlertidigt at rode kastanjerne ud af ilden, og investorer kunne for en tid ånde lettet op.

Kinas centralbank stillede onsdag desuden mere likviditet til rådighed for bankerne i landet, og det var også med til at berolige finansmarkederne.

Evergrande skylder i øjeblikket 305 milliarder dollar. Det svarer til mere end 1900 milliarder kroner.

Powered by Labrador CMS